Ganske vist er det ikke alt i Caroline Wozniackis karriere, der har været en succes.

Blandt andet kom State Drinks, som hun har investeret millioner af kroner i, sidste år ud med et regnskabsunderskud på 5,5 mio. kroner, mens JBS i 2015 droppede hende som undertøjsmodel, fordi der var mere salg i fodboldspilleren Ronaldo.

Men spørger man Thomas Badura, der er direktør i sponsorrådgivningsfirmaet SponsorPeople, har den danske tennisstjernes karriere været en kæmpe succes.

Caroline Wozniacki fejrer sin finalesejr over Anastasija Sevastova ved China Open sammen med sin polske hittingpartner Michel Przysiczny, til venstre, og far Piotr Wozniacki.
Caroline Wozniacki fejrer sin finalesejr over Anastasija Sevastova ved China Open sammen med sin polske hittingpartner Michel Przysiczny, til venstre, og far Piotr Wozniacki. Foto: WU HONG
Vis mere

»Hun blev professionel som 15-årig i 2005 og slutter 2018-sæsonens som nummer tre på verdensranglisten i damesingle. I en så lang karriere kan det ikke undgås, at der undervejs har været bump på vejen,« siger Thomas Badura og tilføjer:

»Alt i alt synes jeg, at der er grund til at lette på hatten for hende. Det er imponerende, at hun har formået at genvinde sin position blandt verdens allerbedste spillere efter perioder med skader og mindre gode oplevelser i privatlivet som for eksempel det aflyste bryllup med Rory McIlroy (nordirsk golfspiller, red.).«

WTA, der arrangerer de professionelle tennisspilleres turneringer, har netop opgjort en statistik over spillernes samlede indtjening i 2018-sæsonen, og denne viser, at Caroline Wozniacki med 6,6 mio. dollar kun bliver overgået af Simona Halep, der siden årsskiftet har indkasseret 7,4 mio. dollar.

»Det har helt klart styrket Carolines brand, at hun indledte sæsonen med at vinde Australian Open og en kort overgang igen lå nummer et på verdensranglisten. Bedrifter af den kaliber er af hendes sponsorer (Adidas, Babolat og Rolex, red.) blevet belønnet med bonusser af anseelige størrelser,« siger Thomas Badura, der finder det helt naturligt, at Caroline Wozniacki netop har forlænget sin aftale med det store fransk-amerikanske sportsmanagementfirma Lagardére yderligere to år.

»Kontraktforlængelsen signalerer, at de to parter er tilfredse med det udbytte, de får ud af samarbejdet,« siger Thomas Badura.

WTA offentliggjorde 5. november en liste over topspillernes samlede indtjening i karrieren. Den viser, at Caroline Wozniacki siden sin prof-debut har tjent 33,3 mio. dollar (cirka 219 mio. kroner), og at hun dermed kun bliver overgået af Serena Williams, Venus Williams og Maria Sharapova.

»Jeg kan forstå, at Caroline har investeret flere af disse i ejendomme. Det lyder fornuftigt. Og det synes jeg også, det gør, at hun eksempelvis har lagt penge (cirka fem mio. kroner, red.) i et firma som State Drinks,« siger Thomas Badura.

Med sit engagement i energidrikfirmaet er 28-årige Caroline Wozniacki ifølge Thomas Badura i gang med at finde ud af, hvordan hun fremadrettet kan bruge sit brand i et forretningsmæssigt perspektiv.

»Det giver rigtig god mening, og så kan man bare håbe på, at hun har nogle dygtige rådgivere omkring sig. Selvfølgelig kunne Caroline bare vælge at sætte sine indtjente penge på WTA Touren ind på en bankkonto og så leve fint at dem resten af sit liv. Men hun er eliteatlet, og når man er det, ligger det i dna'et, at man ikke er bange for at tage chancer,« siger Thomas Badura.

Caroline Wozniacki vandt i oktober sin karrieres 30. titel på WTA Touren. I finalen ved China Open i Beijing blev Anastasija Sevastova besejret.
Caroline Wozniacki vandt i oktober sin karrieres 30. titel på WTA Touren. I finalen ved China Open i Beijing blev Anastasija Sevastova besejret. Foto: JASON LEE
Vis mere

Hvad har været en succes, og hvad har Caroline Wozniacki haft mindre succes med i sin karriere? B.T. giver her et bud.

WOZNIACKIS SUCCESER

WTA
Caroline Wozniacki debuterede på WTA Touren ved en turnering i Cincinnati, kort tid efter hun i 2005 havde fejret sin 15-års fødselsdag. Alt i alt har hun spillet 857 kampe, hvoraf 610 er blevet vundet. Herudover har hun i 71 uger ligget nummer et på WTA's verdensrangliste i damesingle. Kun otte kvinder - heriblandt Steffi Graf og Serena Williams - kan prale af at have gjort det bedre end den 28-årige dansker. I 2018 har Caroline Wozniacki foruden Australian Open vundet to WTA-turneringer; i Eastbourne og Beijing. Samlet står hun på WTA Touren noteret for 30 turneringssejre.

Caroline Wozniacki vandt i 2010 WTA-turneringen China Open og erobrede ved samme lejlighed verdensranglistens førsteplads.
Caroline Wozniacki vandt i 2010 WTA-turneringen China Open og erobrede ved samme lejlighed verdensranglistens førsteplads. Foto: PETAR KUJUNDZIC
Vis mere

INDTJENING
Det amerikanske erhvervsmagasin Forbes opgjorde i sommer Caroline Wozniackis årsindkomst fra aktiviteterne på WTA Touren og sponsoraterne med blandt andre Adidas, Babolat samt Rolex. Sammentællingen viste, at hun havde indkasseret 13 mio. dollar (cirka 85 mio. kroner), og at kun Serena Williams med en årsindkomst på 118 mio. kroner var bedre på listen, der talte kvindelige atleter fra alle sportsgrene.

GRAND SLAM
I januar 2018 lykkedes det langt om længe for Caroline Wozniacki at erobre den grand slam-titel, hun manglede i sin samling. Det skete i Melbourne ved Australian Open, hvor hun finalebesejrede rumæneren Simona Halep. Tidligere i karrieren har Caroline Wozniacki været tabende finalist ved US Open to gange.

Caroline Wozniacki blev efter sin finalesejr ved Australian Open lykønsket med et kys af kæresten, David Lee.
Caroline Wozniacki blev efter sin finalesejr ved Australian Open lykønsket med et kys af kæresten, David Lee. Foto: FIONA HAMILTON HANDOUT
Vis mere

WOZNIACKIS FIASKOER

State Drinks
Caroline Wozniacki investerede i energidrikfirmaet State Drinks i sommeren 2017. Hvor stor succesen har været, kan diskuteres. I maj i år blev det offentliggjort, at firmaet i 2017 havde et underskud på 5,5 mio. kroner efter skat. Nyhedsmediet finans.dk kunne i samme forbindelse berette, at Caroline Wozniacki og Parken-storaktionæren Erik Skjærbæk i 2017 havde tilført firmaet sammenlagt 10,6 mio. kroner, og at der var behov for flere penge for at sikre den fortsatte drift og likviditet i 2018. Disse penge kom i sommer i form af en kapitaltilførsel på fem mio. kroner fra den eksisterende ejerkreds, der foruden Caroline Wozniacki tæller personer som fodboldspillerne Christian Eriksen og Kris Stadsgaard.

JBS
»Hver gang Ronaldo sælger 20 par underbukser, sælger Wozniacki et par. Nu lukker JBS for tennisstjernens undertøjsserie,« berettede nyhedsmediet finans.dk i januar 2015. I B.T. forklarede JBS-direktør Michael Alstrup baggrunden for beslutningen: »Den serie, vi lavede med Caroline Wozniacki var udelukkende for 13- til 17-årige piger, og vi har simpelthen ikke kunnet sælge nok til, at vi synes, det var interessant at fortsætte med det.«

Caroline Wozniacki har tidligere optrådt i en reklame for JBS-undertøj. Nu er hun også aktuel med bikini-billeder i Sports Illustrated.
Caroline Wozniacki har tidligere optrådt i en reklame for JBS-undertøj. Nu er hun også aktuel med bikini-billeder i Sports Illustrated. Foto: Emil Lyders/JBS
Vis mere

Danish Open
Farum var i perioden 2010 til 2012 værtsby for en tennisturnering på WTA Touren. Bag arrangementet stod Nordic Sports Group, der blev stiftet af Wozniacki-familien. Få måneder før turneringen blev erklæret konkurs, var det blevet meldt ud, at man ville flytte den fra ydmyge forhold i Farum til langt mere pompøse rammer i Royal Arena på Amager. Men trods massiv økonomisk opbakning fra blandt andet Event Denmark kunne den ikke reddes. Caroline Wozniacki vandt turneringen i 2010 og 2011, mens hun i 2012 var tabende finalist.

Caroline Wozniacki sparker til nettet efter en tabt duel mod Angelique Kerber ved Danish Open i 2011.
Caroline Wozniacki sparker til nettet efter en tabt duel mod Angelique Kerber ved Danish Open i 2011. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Love All
Caroline Wozniacki var blot 18 år gammel, da det danske kosmetikfirma Allison i 2009 fik idéen til at lancere en serie personlige plejeprodukter, der var fremstillet uden brug af parabener. Sæbe- og lotion-midlerne blev solgt i Matas. Men købernes interesse var så lille, at der kun gik halvandet år, inden produktserien Caroline Wozniacki - Love All blev pillet ned fra hylderne igen. Restlageret endte med at blive solgt i lavprisvarehuse.