Dag efter dag var Caroline Wozniackis bror, Patrik, sidste år en flittig brugt ekspertkommentator på TV 2's tennistransmissioner. Men siden 2018-sæsonen blev indledt 1. januar, har han glimret ved sit fravær.

Det er der ifølge TV 2 Sportens redaktionschef Kristian Hyldgaard dog en god forklaring på.

»Han blev jo far i efteråret, og i øjeblikket opholder han sig i Miami. Men planen er at han er tilbage i sin rolle, når vi efter Australian Open (Grand Slam-turnering, red.) i slutningen af måneden genoptager vores transmissioner fra WTA Touren,« siger Kristian Hyldgaard, der er meget tilfreds med det samarbejde tv-stationen har med Patrik Wozniacki.

»Han har et godt blik for spillet og har været med til at åbne døre, når vi har ønsket at komme i kontakt med andre spillere end hans søster,« siger Kristian Hyldgaard.

Her er hele familien, Patrik Wozniacki, Sofie Pamer og lille Nicolas:

Caroline Wozniacki holder i denne uge turneringsfri ovenpå sin tabte finale ved WTA Tour-turneringen ASB Classic i Auckland på New Zealand.

Men allerede i den kommende uge - ved Australian Open - er hun tilbage, når hun skal forsøge at forsvare den finaleseeding hun er tildelt takket være andenpladsen på verdensranglisten.