Garbine Muguruza er klar til sin karrieres første Wimbledon-finale.

På tennisanlæggets legendariske Centre Court vandt den 21-årige spanier 6-2, 3-6, 6-3 over Agnieszka Radwanska (seedet 13).

Hermed fortsatte 20. seedede Garbine Muguruza sin spillemæssige optur, som også danske Caroline Wozniacki har mærket. Da de to spillere mødtes i den britiske Grand Slam-turnerings fjerde runde i mandags vandt spanieren 6-4, 6-4.

»Jag har kæmpet for dette, siden jeg begyndte at spille tennis,« sagde Garbine Muguruza efter kampen og tilføjede:

»Jeg synes, jeg spillede virkelig godt. I det andet sæt blev jeg dog nervøs. Nu vil jeg vinde finalen (på lørdag, red.).«

Den knap to timer lange kamp var underholdende. Mens Radwanska ofte forsøgte sig med stop- og lob-bolde, spillede Muguruza kraftfuldt. Det gav afvekslende og publikumsvenligt spil.

Senere i eftermiddag spilles den anden damesingle-semifinale. Denne står mellem verdensrangliste-etteren Serena Williams og fjerde-seedede Maria Sharapova.