Caroline Wozniackis franske agent, Julien Cassaigne, har store forventninger til den 27-årige danske tennisspillers afslutning på 2017-sæsonen.

»Hendes store mål er, at hun skal kvalificere sig til sæsonfinalen (WTA Finals, red.) i slutningen af næste måned,« siger Julien Cassaigne til BT på en skrattende telefonforbindelse fra Paris, hvor han er koordineringsdirektør i sportsmanagementfirmaet Lagardère Unlimited.

Udover danskeren Mikkel Nissen har Caroline Wozniackis også ansat franskmanden Julien Cassaigne, billedet, som agent.
Udover danskeren Mikkel Nissen har Caroline Wozniackis også ansat franskmanden Julien Cassaigne, billedet, som agent.
Vis mere

Lykkes missionen vil det blot være femte gang i karrieren, at Caroline Wozniacki sikrer sig adgang til turneringen, hvor otte damesingle-spillere samt fire damedouble-konstellationer kæmper om en samlet præmiesum på intet mindre end syv mio. US-dollars.

»Caroline har haft en god sæson og blandt andet været i seks finaler. Hun er fuldt fokuseret og med det turneringsprogram, vi har lagt, mener jeg, at hendes chancer for at opfylde målsætningen om kvalifikation til den prestigefyldte turnering i Singapore er store,« siger Julien Cassaigne og afslører, at de sidste og altafgørende point skal erobres gennem turneringsdeltagelse i Tokyo, Beijing, Wuhan og Hong Kong. Hermed står det fast, at Caroline Wozniacki i modsætning til tidligere ikke planlægger at stille op ved nogle af oktober måneds indendørsturneringer i Europa.

Caroline Wozniacki spiller i denne uge sine første kampe efter den tidlige exit ved Grand Slam-turneringen US Open. Det sker onsdag ved WTA-turneringen »Toray PPO Tennis« i Japans hovedstad Tokyo, mod vinderen af førsterundekampen mellem Shelby Rogers og Risa Ozaki.

»Ganske vist er verdensrangliste-etteren Garbine Muguruza blandt deltagerne. Men som jeg ser det, kan Caroline lige så godt vinde turneringen som de andre. Generelt synes jeg det er svært ikke at glæde sig over Carolines sæson. Hun har altså gjort det rigtig godt,« siger den tidligere danske topspiller Tine Scheuer-Larsen.

Synspunktet bakkes op af Michael Mortensen, der tidligere har trænet Caroline Wozniacki.

»Jeg ser frem mod sæsonafslutningen. Caroline plejer at gøre det godt ved de sidste turneringer i Asien. Det understreges af, at hun ved ”Toray PPO Tennis” er forsvarende mester. Forhåbentlig sikrer hun sig adgang til WTA Finals. Deltagelse her er det synlige bevis på, at året har budt på topresultater. Desuden sender hun et signal til kollegerne på WTA Touren om, at hun fremadrettet fortsat er en spiller man skal regne med,« siger Michael Mortensen.

Ifølge dagbladet New Zealand Herald er det sandsynligt, at Caroline Wozniacki indleder 2018-sæsonen ved WTA-turneringen i Auckland. Hvorvidt dette er korrekt, må tiden vise.

»Her og nu koncentrerer Caroline sig om at gøre den igangværende sæson færdig. Hvad hun har af fremadrettede planer sponsor- og turneringsmæssigt udtaler vi os først om, når hun har spillet sidste kamp i år,« siger Julien Cassaigne.