Knap er Wozniacki blevet forlovet med basketballspilleren David Lee, inden de sammen tog til veninden Serena Williams bryllup i torsdags.

Her blev den 36-årige Serena Williams gift med den 34-årige medstifter af internetportalen Reddit, Alexis Ohanian. Og der blev ikke sparet på noget som helst.

Det skriver Mirror.

For ved brylluppet var der flere end 200 gæster, tre forskellige brudekjoler og endda en karrusel. Og det var ikke bare hvem som helst, den mangedobbelte grand slam-vinder havde inviteret.

Således talte gæstelisten navne som Kim Kardashian, Beyonce, Eva Longoria og ikke mindst den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki.

Sidstnævnte havde til lejligheden iklædt sig en blå kjole og en halskæde, der matchede hendes forlovelsesring, der kostede ikke mindre end 7,5 millioner kroner for voldsomme 8,88 karat.

Det passede dog brylluppet særdeles fint. Herligheden menes nemlig at have kostet Serena Williams og Alexis Ohanian hele 21,7 millioner danske kroner – hvis man medregner prisen for de tre bryllupskjoler designet af Alexander McQueen og Versace.