Sådan!

Caroline Wozniacki er videre til anden runde ved sæsonens sidste Grand Slam-turnering, US Open, i New York.

Således vandt den 28-årige danske tennisspiller, der tidligere på året erobrede karrierens første grand slam-titel ved Australian Open, 6-3, 6-2 over US Open-mesteren anno 2011, Samantha Stosur.

»Jeg er glad og tilfreds med måden jeg spillede på mod Stosur, men føler, jeg kan blive endnu skarpere,« sagde Caroline Wozniacki, der efter kampen blev gjort opmærksom på, at hendes mor, Anna, i den ekstreme varme havde forladt tilskuerpladserne inden sidste duel var afgjort.

»Hun har fortalt, at hun fik det dårligt, så hun var gået indenfor. Men vi var heldige med, at kampen blev spillet tidligt på dagen. Nogle har sagt til mig, at der på banen var så varmt, at det føltes, som om der var 48 grader. Så det var ikke den nemmeste dag at starte. Men fordi det var lidt fugtigt, synes jeg egentlig, det var okay at spille. Nogle gange er det hårdere at spille i Australien, hvor der virkeligt er tørt, og hvor man nogle gange føler, at man ikke kan trække vejret,« sagde Caroline Wozniacki.

Caroline Wozniacki i en pause under kampen ved US Open mod Samantha Stosur.
Caroline Wozniacki i en pause under kampen ved US Open mod Samantha Stosur. Foto: AL BELLO
Vis mere

Op til US Open har Caroline Wozniacki været plaget af skader i såvel skulder som knæ.

»Selvfølgelig er jeg glad for at have vundet, og at jeg er videre til næste runde. Men egentlig gav kampen mig ikke svar på, hvor jeg står formmæssigt. Den sidste uge er jeg gået til den 100 procent på træningsbanen, og her har jeg fået de svar, jeg gerne ville have,« sagde Caroline Wozniacki, der ikke lagde skjul på, at kampen mod Samantha Stosur ikke blot var en spillemæssig, men også mental test.

»For jeg skulle hele tiden være fokuseret og finde balancen mellem at være aggressiv, få mange bolde tilbage og holde dybden i returneringerne,« forklarede Caroline Wozniacki.

Efter kampen fangede B.T.'s udsendte tennisreporter også Samantha Stosur.

»Jeg anerkender Wozniackis sejr. Hun spillede godt og lige så solidt som altid. Lige nu ligger hun nummer to på verdensranglisten, og det er der en god grund til,« sagde den australske veteran, der ellers var udmærket tilfreds med specielt sine server.

»Men dem lykkedes det fuldstændig for Wozniacki smart at neutralisere,« sagde Samantha Stosur og trak lettere opgivende på skuldrene.

Den seneste måned har Caroline Wozniacki ellers været plaget af en del skader.

»Jeg kunne overhovedet ikke mærke, at hun måske mangler lidt kamptræning. Hun bevægede sig godt rundt på banen og holdt mig i et jerngreb. Jeg har ikke nærlæst lodtrækningen. Derfor tør jeg ikke komme med et bud på, hvem der vinder US Open. Men Wozniacki giver med den vinderattitude, hun altid spiller med, en god chance for at nå langt i turneringen,« sagde Samantha Stosur.

Caroline Wozniacki siger tak for kampen til Samantha Stosur.
Caroline Wozniacki siger tak for kampen til Samantha Stosur. Foto: JASON SZENES
Vis mere

Torsdag skal Caroline Wozniacki i aktion igen, når hun i anden runde møder ukraineren Lesia Tsurenko, der spillede sig videre ved at vinde 6-3, 6-2 over belgieren Alison Van Uytvanck.

Caroline Wozniacki har én gang tidligere mødt Lesia Tsurenko. Dengang i 2013 ved grand slam-turneringen Australian Open i Melbourne vandt danskeren 6-4, 6-3.

Men tilsyneladende er Lesia Tsurenkos formkurve opadgående, eftersom hun tidligere i år har vundet WTA-turneringen i den mexicanske by Acapulco, og så sent som i forrige uge besejrede hun ved Cincinnati Masters stærke spillere som spanieren Garbine Muguruza og russeren Ekaterina Makarova.