Caroline Wozniacki vandt over Lauren Davis og gik dermed videre til kvartfinalen i WTA-turneringen i Auckland.

I den næstsidste turnering i karrieren viser Caroline Wozniacki fortsat flot tennisspil og mental styrke.

Torsdag morgen dansk tid vandt Wozniacki 6-1, 4-6, 6-4 over amerikaneren Lauren Davis i WTA-turneringen ASB Classic i Auckland.

Dermed er Wozniacki videre til kvartfinalen, hvor hun skal møde tyskeren Julia Görges.

Wozniacki, som nåede finalen i turneringen i 2015 og 2018, kom bedst fra start og brød amerikaneren til en hurtig 2-0-føring.

Amerikaneren brød dog straks tilbage og reducerede til 1-2, men derefter dominerede Wozniacki det indledende sæt.

Wozniacki kom foran 5-1 efter to danske servegennembrud mere. Men herefter reddede den evigt kæmpende Davis i et langt parti hele fire sætbolde, inden Wozniacki afgjorde sættet.

Det blev et varsel om amerikanerens kvaliteter.

For i andet sæt kom femteseedede Wozniacki, der er nummer 39 i verden, i store problemer.

Davis, der er nummer 63 i verden, ydede flot modstand og kæmpede sig tilbage og vandt andet sæt.

Wozniacki, som pudsede næse mellem partierne, ville gerne have en afbrydelse på grund af regn i slutningen af andet sæt.

Den tidligere verdensetter fortalte dommeren, at hun var nervøs for at falde og blive skadet i sin næstsidste turnering.

Men dommeren mente, at det var så få dråber regn, der faldt, og han beordrede, at spillet skulle fortsætte.

Derefter brød Davis til 5-3-føring, og Wozniacki reddede to sætbolde og brød tilbage til 4-5.

Men endnu en gang brød Davis og snuppede overraskende sættet med 6-4.

I tredje sæt kom Davis foran 3-1, og Wozniacki virkede modløs og lettere frustreret.

En peptalk fra far og træner Piotr Wozniacki hjalp tilsyneladende, fordi Wozniacki kom flot tilbage med tre partier i træk til 4-3-føring.

Davis brød insisterende tilbage til 4-4, inden Wozniacki skruede sit tennisspil flot sammen til slut.

Wozniacki viste mental styrke og vandt de sidste to partier og tog sejren efter en underholdende og hård kamp.

Sidste år annoncerede Wozniacki, at grand slam-turneringen Australian Open senere i januar ville blive hendes sidste turnering.

Og dermed bliver WTA-turneringen i Auckland den næstsidste for den 29-årige topspiller.

/ritzau/