Dansk Tennis Forbund må også i 2018 se bort fra Caroline Wozniacki, når kvindelandsholdet skal i aktion i Fed Cup.

»Vi har fået meddelelsen af hendes rådgiver (Mikkel Nissen, red.), og naturligvis ærgrer vi os over beslutningen,« siger Thomas Kønigsfeldt, der er næstformand i DTF.

Årsagen til afbuddet skyldes, at Caroline Wozniacki vil fokusere på sin inviduelle karriere. Blandt andet vil hun i forhold til tidligere neddrosle sin aktivitet ved de mindre turneringer på WTA Touren.

»Hun går ifølge Mikkel Nissen benhårdt efter at vinde en Grand Slam. Derfor har han forklaret, at kampene i Fed Cup ligger på et tidspunkt mellem hardcourt- og grussæsonen, hvor hun skal restituere og den forklaring accepterer vi naturligvis,« siger Thomas Kønigsfeldt.

ARKIV. Tennis - WTA Tour Finals - Singapore Indoor Stadium, Singapore - October 29, 2017 Denmark's Caroline Wozniacki celebrates with the trophy after winning the final against USA's Venus Williams. Caroline Wozniacki, verdensmester i badminton og 49'erFX kæmper om titlen som Årets Sportsnavn 2017, skriver Ritzau søndag den 26. november 2017.. (Foto: EDGAR SU/Scanpix 2017) Vis mere

Danmarks kvindelandshold er rangeret i Fed Cup’ens tredjebedste kategori og skal i perioden 18.-21. april i den græske by Heraklion duellere mod værtnationen, Egypten, Israel, Bosnien/Herzegovina, Lyxembourg, Norge og Moldova om to oprykningspladser til den såkaldte Europe/Africa Zone Group I i 2019.

»Med Wozniacki på holdet, mener jeg, at vi ville have haft gode chancer for oprykning. Nu bliver det igen svært for os at sikre avancement,« siger Thomas Kønigsfeldt.

Selvom Caroline Wozniacki ikke har spillet på det danske Fed Cup-landshold siden 2015, hvor kampene blev spillet i Montenegro, har man i Dansk Tennis Forbund ikke opgivet håbet om, at hun gør comeback.

»Jeg har aftalt med teamet omkring Caroline Wozniacki, at vi tager en fremtidssnak ved French Open (Grand Slam-turnering i Paris, red.) i slutningen af maj, mens hvis hun vil med til De olympiske Lege næste gang (i Tokyo 2020, red.) kræver det internationale tennisforbund, at hun forinden har spillet landsholdstennis ved to Fed Cup-turneringer. Det krav kan hun lige akkurat nå at opfylde, men så skal hun også spille Fed Cup i både 2019 og 2020,« siger Thomas Kønigsfeldt.

Lykkes det for Dansk Tennis Forbund at opnå hendes accept, har man ifølge Thomas Kønigsfeldt store planer.

»Så vil vi gå efter at få lagt et Fed Cup-arrangement i Danmark. DTF har 100 års jubilæum i 2020. Her vil det være perfekt for os at præsentere Caroline Wozniacki for et dansk tennispublikum og måske endda på hold med Clara Tauson, som vi betragter som et kæmpe talent,« siger Thomas Kønigsfeldt.

Hvorvidt Clara Tauson i 2018 er interesseret i at spille landsholdstennis for Danmark er ifølge hendes far, Søren Tauson, uafklaret.

»Jeg vil på nuværende tidspunkt ikke udtale mig om hendes planer for det kommende år,« siger Søren Tauson, der fortsat er i tænkeboks om datteren i januar stiller op i Australian Opens juniorturnering.

BT har forsøgt at få en kommentar til sagen fra Caroline Wozniackis far og træner, Piotr, men henvendelsen er ikke blevet besvaret.