Caroline Wozniacki har opbygget lidt af et netværk i tv-branchen.

Både i USA, hvor hun har været ansat som tenniskommentator, og i Danmark, hvor hun blandt andet var vært ved det store DR-show 'Sport 2022'.

Og efter sidstnævnte oplevelse har tennisstjernen da også fået opbygget et tæt forhold til DR-profilen Josefine Høgh.

Det fortæller danskeren på et pressemøde efter sin sejr i første runde ved Wimbledon.

Tina Muller, Caroline Wozniacki og Josefine Høgh var værter ved 'Sport 2022'.
Tina Muller, Caroline Wozniacki og Josefine Høgh var værter ved 'Sport 2022'. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

»Jeg holder kontakten med Josefine. Og hendes datter, Molly, leger også en gang imellem med mine børn, Olivia og James,« lyder det fra grand slam-vinderen, som netop har været i Danmark i et par uger og brugt lidt tid med den tidligere kollega:

»Jeg så Josefine for nogle uger siden. Det var rigtig hyggeligt. Jeg prøver at holde kontakten så meget som muligt, men vi har alle travlt med arbejde, børn og så videre.«

Ved 'Sport 2022' delte Caroline Wozniacki og Josefine Høgh i øvrigt værtstjansen med Tina Müller.

Og sidstnævnte er da også i øjeblikket i London, hvor hun er vært på DR's Wimbledon-dækning. 

Det er dog ikke blevet til helt så meget tid sammen for Müller og Wozniacki siden det storstilede show i Herning.

»Jeg har faktisk ikke snakket så meget med Tina på det sidste. Jeg snakkede med hende sidste år, da jeg var her (ved Wimbledon, red.) for at kommentere på tv. Men hun er jo smaddersød, og vi kommer godt ud af det med hinanden,« afslutter Caroline Wozniacki.

Danskeren skal torsdag i aktion ved grand slam-turneringen i London, når hun i anden runde møder canadiske Leylah Fernandez.

Du kan følge opgøret live på bt.dk.