I sidste uge var der premiere på serien 'Wozniacki & Lee', men trods de prominente navne er der ikke mange flotte ord tilovers for Viaplays nye satsning.

'Caroline Wozniacki og David Lee har haft to imponerende sportskarrierer, men nu venter et nyt kapitel med barn og renoveringsprojekt på Fisher Island i Miami. Lad hverdagslivet begynde.'

Sådan lyder Viaplays introduktion til serien, hvor den danske tennisdarling Caroline Wozniacki er i hovedfokus med sin mand, David Lee, der er tidligere basketballspiller.

Problemet er dog bare, at modtagelsen af den nye serie ikke ligefrem har været god hos flere danske medier.

Caroline Wozniacki og hendes mand, David Lee.
Caroline Wozniacki og hendes mand, David Lee. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

I Berlingske er det i hvert fald ikke rosende ord, der pryder anmeldelsen af serien.

»Med premieren på 'Wozniacki og Lee' bør det være mejslet i sten for enhver tv-producent, at kendte mennesker ikke nødvendigvis lever interessante liv og ikke nødvendigvis har noget interessant på hjerte,« lyder det, inden der fortsættes:

»Caroline Wozniacki og David Lee er i hvert fald legemliggørelsen af lige netop denne sandhed, og det er umådelig svært at få øje på, hvad Viaplay overhovedet vil med programmet.«

Politiken langer ligeledes ud efter Viaplays nye satsning.

»Det er simpelthen for drivende, tæskende, lammende kedeligt at se de to stjerner tømme et klædeskab med lidt dystertrist underlægningsmusik,« står der.

En uge inden premieren reklamerede Viaplay endda for serien på Facebook, men heller ikke her var folk særligt imponerede.

Faktisk fik det adskillige danskere til tasterne, der gav udtryk for, at de på ingen måde havde tænkt sig at se serien.

Nedenfor ses et udpluk af de mange kommentarer:

  • 'Åh Gud, ikke flere af sådanne programmer. Vi mangler vist kun Sussi og Leo, så har alle været igennem.'
  • 'NEJ TAK.'
  • 'Mere ligegyldigt tv.'

Og én af de lidt længere kommentarer lyder:

'Jeg er helt klar over, at jeg bare kan lade være med at se det, men er det seriøst dér, vi er kommet til i programudvikling hos jer, Viaplay? Udpint Nordic Noir og reality-show med gravide has-beens? Jo jo, vi skal jo følge med storebror i USA, men jeg slynger det lige ud igen: SERIØST?'