Caroline Wozniacki skifter op til sit titelforsvar ved Grand Slam-tennisturneringen Australian Open i Melbourne ud i sit team.

I store dele af sidste sæson benyttede hun polakken Michal Przysiezny som hittingpartner. Men dette er ikke længere muligt.

»Han har besluttet sig for at genoptage sin aktive karriere. Derfor er han ikke med mig i Australien,« fortalte Caroline Wozniacki, efter hun på Melbourne Parks bane 18 lørdag havde trænet en halv time med sin far, Piotr Wozniacki, som indpisker på sidelinien.

På den anden side af nettet havde hun sine to nye hittingpartnere, Jake Eames og David Bidmeade, som hun har hyret i den lokale tennisklub i Melbourne-forstaden Kooyong.

Caroline Wozniacki skriver autografer efter lørdagens træning i Melbourne.
Caroline Wozniacki skriver autografer efter lørdagens træning i Melbourne. Foto: WILLIAM WEST
Vis mere

»Samarbejdet med dem fungerer fint, og det er rart at få noget tempo på under træningen,« sagde Caroline Wozniacki og tilføjede:

»På denne måde skal jeg være klar hele tiden, da der konstant kommer bolde tilbage.«

Da hun i fjor vandt Australian Open, benyttede hun også to lokale hittingpartnere, så man kan sige, at hun har genfundet 'vinder-recepten'.

Caroline Wozniacki understregede, at det ikke kan udelukkes, at samarbejdet med Michal Przysiezny bliver genoptaget, da hun har været glad for samarbejdet. Ifølge Caroline Wozniacki er han nemlig klar, hvis hun får brug for ham nogle uger.

Caroline Wozniacki på træningsbanen sammen med sin far, Piotr Wozniacki.
Caroline Wozniacki på træningsbanen sammen med sin far, Piotr Wozniacki. Foto: EDGAR SU
Vis mere

Til gengæld er der ikke ændringer i Caroline Wozniackis agent-team.

Her finder man stadig Julien Cassaigne og Shane Kelley fra det fransk/amerikanske firma Legardere.

Med i Melbourne har Caroline Wozniacki også sin amerikanske kæreste, David Lee.

»Jeg er med på turen 'down under' så længe, Caroline er med i Australian Open. Hvilke andre turneringer, jeg skal med hende til i foråret, er der endnu ikke blevet taget endegyldig beslutning om,« sagde David Lee.

David Lee følger Caroline Wozniacki under Australian Open.
David Lee følger Caroline Wozniacki under Australian Open. Foto: EDGAR SU
Vis mere

På spørgsmålet om, hvordan han vurderer Caroline Wozniackis chancer for at forsvare sin Australian Open-titel, var hans svar positivt.

»Jeg synes, hun har set god ud under den seneste uges træning. Så alt i alt tegner det positivt,« sagde David Lee.

Caroline Wozniacki spiller sin første kamp ved Australian Open på mandag.

Her entrer hun Melbourne Parks største bane, Rod Laver Arena, klokken 9 dansk tid for at møde belgieren Alison Van Uytvanck i første runde.