I den kommende uge står hun dér igen. Caroline Wozniacki er med blandt verdens topspiller, når endnu en WTA-turnering skal afvikles, denne gang i Qatar.

For den 25-årige danske tennisspiller er nået hele vejen til toppen – selv om der ikke var mange omkring hende i de danske barndomsår, der troede på mulighederne for at komme langt.

Det fortæller hun i et interview med Gulfnews.com i forbindelse med deltagelsen i Qatar Open. Her svarer hun således på et spørgsmål om, hvad der har været hendes største udfordring:

»For mig var det, at Danmark aldrig tidligere havde haft store tennisspillere. Der var nogle få mandlige spillere, men der var faktisk ingen kvindelige spillere, så jeg skulle altid høre på, at ’hun klarer det aldrig’. Men med min families støtte, følte jeg bare, at folk kunne sige, hvad de ville: Jeg ville bevise, at de tog fejl,” siger Caroline Wozniacki til Gulfnews.com.

Her afslører hun også, at hun altid har haft sit halvberømte synspunkt med at tage en kamp af gangen i baghovedet. Og det har hjulpet hende med at klare modgangen.

»Det er let at føle, at man ikke vil kunne opfylde sine drømme, når man har tabt en stor kamp, men man må kigge frem mod den næste kamp, vågne op næste dag og finde ud af, hvordan man klarer det bedre næste gang,« konstaterer Caroline Wozniacki.

Ved Qatar Open står Caroline Wozniacki til at møde Ana Konjuh fra Kroatien i første runde. Det sker mandag.

Det er danskerens første turnering, efter at de famøse Sports Illustrated-bodypaint-billeder dukkede op i sidste uge.

Hun fortæller videre interviewet, at hendes forældre i virkeligheden havde en hemmelig dagsorden med at lade hende spille tennis.

»For dem var det vigtigste nok at trætte et barn, der ikke kunne sidde stille i fem minutter. At få hende i gang og ud af huset, så familien kunne sidde ned og have en normal aftensmad, når hun kom hjem igen. Det var deres plan,« siger Caroline Wozniacki – nok med et glimt i øjet.