Caroline Wozniacki og Serena Williams reagerer med forundring på kollegaen Maria Sharapova, som mandag indrømmede, at hun var blevet taget for at have brugt et forbudt stof under Australian Open i januar.

»Jeg var ligesom alle andre meget overrasket over Maria,« sagde Serena Williams ifølge fortune.com på et pressemøde forud for en showkamp mod Caroline Wozniacki, som skal spilles tirsdag aften (amerikansk tid).

Maria Sharapova fortalte mandag, at hun var blevet testet positiv for meldonium, som den russiske verdensrangliste-toer har taget 2006. Stoffet kom på den forbudte liste fra 1. januar 2016,.

Caroline Wozniacki undrede sig tirsdag over Maria Sharapovas manglende opmærksomhed.

»Hver gang vi tager medicin, tjekker vi to eller tre gange, for nogle gange kan selv hostesaft eller næsespray være på den forbudte liste,« sagde Caroline Wozniacki.

»Som professionelle idrætsudøvere er vi nødt til at være på den sikre side, så vi ikke havner i en dårlig situation,« tilføjede den 25-årige dansker, der tidligere var nummer 1 på verdensranglisten.

Den placering indehaves nu af netop Serena Williams, der sagde om situationen:

»Det er et spørgsmål om at tage ansvar, og det må man jo så sige, at hun nu har gjort,« sagde Serena Williams med reference til, at Maria Sharapova mandag åbent lagde frem, hvad der var sket.

»Jegt håber det bedste for alle i den nuværende situation,« sagde Serena Williams.