Caroline Wozniacki kommer ikke i aktion til dagens landskamp mod Bulgarien ved Billie Jean King Cup. 

Danskeren trak sig mandag fra sin singlekamp mod østrigske Sinja Kraus på grund af sygdom. 

Og det holder hende stadig ude. 

»Hun har fået lov til at sove længe i dag. Hun havde det ikke godt i går. Vi prøvede at få lidt mad i hende, og hun har forhåbentlig fået sovet igennem,« siger sportschef i Dansk Tennis Forbund, Jens Anker Andersen, til TV 2 Sport. 

Hvis danskeren har det bedre, kan hun måske komme på træningsbanen tirsdag, men kampen mod Bulgarien er helt udenfor rækkevidde. 

Det er stadig spørgsmålet, om hun kan blive klar til kampen mod Ungarn onsdag. 

Eller de efterfølgende playoffkampe. 

Det var tydeligt, at Wozniacki ikke var på toppen mandag, da hun trak sig i andet sæt.

Første sæt havde hun tabt 0-6, og på under en halv time var det slut, efter hun afgav et enkelt parti i andet sæt.