Genoplev kampen minut for minut her i BTs LIVE-blog.

Danske Caroline Wozniacki er ude af WTA-turneringen i Charleston efter nederlag i to sæt til Jelena Ostapenko på 2-6, 4-6.

Kampen igennem var danskeren på hælene mod den 19-årige spiller fra Letland, der er rangeret som verdens nummer 66.

Ostapenko fik gang i sin forhånd, hvor hun leverede en perlerække af forrygende vinderslag.

Caroline Wozniacki manglede tydeligvis et modtræk og fik aldrig fundet nøglen til at bryde den hårdtslående lette.

Fra stillingen 2-2 i første sæt tog Ostapenko fem partier i træk, og Wozniacki måtte halse efter i en kvartfinale, hvor hun kun en enkelt gang fik brudt sin modstanders serv.

Danskeren kom bedre med i andet sæt, men det var hele tiden den syv år yngre lette, der tog teten i duellerne.

Danskeren forsøgte at tage tempoet ud af kampen med sine tunge grundslag, men mod Ostapenkos skarpe vinderslag var danskeren reelt chanceløs.

Efter at Wozniacki havde overlevet tre matchbolde, lykkedes det Ostapenko at vinde den fjerde, og dermed er danskeren ude af WTA-turneringen i Charleston.

Ostapenko var godt tilfreds efter kampen, der var hendes anden sejr af lige så mange mulige mod Caroline Wozniacki.

- Det var ikke nemt for mig, for grus er ikke mit bedste underlag. Men jeg synes, at jeg spillede godt mod hende. Hun er en god spiller, men jeg spillede mere aggressivt, siger Ostapenko.

I semifinalen venter nu den kroatiske veteran Mirjana Lucic-Baroni. Baroni har haft et vellykket 2017 og spillede sig højest overraskende frem til semifinalen ved Australian Open.

Nederlaget for danskeren betyder samtidig, at Caroline Wozniacki går glip af en plads i verdens top-10.

/ritzau/