Caroline Wozniacki spillede ikke op til sit bedste, da hun søndag tabte til tjekkiske Karolína Plísková i sin første kamp ved WTA Finals i Singapore.

Det siger den danske tennisstjerne selv efter nederlaget.

»Jeg kæmpede, og gjorde hvad jeg kunne, men jeg havde ikke helt timingen med mig. Hun spillede desuden rigtig godt, så det var en kombination af begge dele. Jeg må bare prøve at gøre det bedre til næste kamp,« siger Wozniacki til DR Sporten.

Hun tilføjer, at hun ved, hvilke dele af sit spil hun skal forbedre for at få bedre resultater ved den prestigefyldte turnering, som danskeren sidste år vandt.

Foto: Vincent Thian
Vis mere

Søndagens nederlag var en naturlig konsekvens af en halvsløj præstation med for mange fejl fra Wozniacki, som ikke fik sit spil til at fungere.

Wozniacki er nu under pres før de to sidste gruppekampe, hvor hun skal op imod Elina Svitolina og Petra Kvitova. I den indbyrdes kamp mellem de to spillere vandt Svitolina i to sæt med cifrene 6-3, 6-3.

Danskeren skal tirsdag 13.30 dansk tid møde tjekkiske Petra Kvitova i sin næste kamp ved WTA Finals.

/ritzau/