Caroline Wozniackis chok-comeback til professionel tennis er i høj grad bundet op på ét helt særligt mål.

For den danske tennisstjerne mangler en OL-medalje i sin imponerende samling af trofæer.

Og det har hun tænkt sig at lave om på, når der er OL i Paris i 2024.

Her drømmer Wozniacki om at spille mixed double med den danske tenniskomet Holger Rune. Og selvfølgelig vinde metal til Danmark. Det afslører hendes bror, Patrik Wozniacki, til B.T.

»Der ligger et OL i Paris næste år, som hun lurer på. Det eneste, hun mangler, er en medalje ved et OL,« siger han.

»Der er gode muligheder i single – eller måske især i mixed double med Holger Rune. Det kan gå op i en højere enhed, så der kan vindes metal til Danmark. Det er en drøm og et håb, hun har,« fortsætter Patrik Wozniacki.

Caroline Wozniacki starter sit comeback ved WTA 1000-turneringen i Montreal i august, inden hun satser stort på US Open.

Wozniacki har meldt ud, at hun stadig tror på, at hun kan vinde den amerikanske grand slam-turnering, som hun to gange har tabt finalen ved.

Om det lige skal være i år, er uvist.

Holger Rune har reageret på Wozniackis nyhed til B.T. Du kan læse hans reaktion LIGE HER.

Andre læser også