Caroline Wozniacki havde slet ikke lyst til at komme til pressekonference efter nederlag til Lucie Safarova i Qatar Total Open.

Caroline Wozniacki var bestemt ikke i godt humør, efter at hun havde tabt 6-4, 4-6, 6-7 (3/7) til Lucie Safarova i anden runde af Qatar Total Open. Det var danskerens første kamp siden Australian Open, da hun var oversidder i første runde.

- Jeg har ikke lyst til at være her, lød Caroline Wozniackis kortfattede kommentar, da hun efter kampen i pressekonference-lokalet mødte medierne og tilføjede:

- Selvfølgelig er jeg skuffet. Men jeg må så hurtigt som muligt se at komme ovenpå igen.

Den 25-årige tjekke var til gengæld et stort smil efter den overraskende, men helt fortjente triumf.

- Jeg er lykkelig for sejren. Men jeg måtte virkelig fighte for sagen, sagde Lucie Safarova.

Resultatet overrasker den tidligere danske landsholdsspiller, Peter Bastiansen.

- Sidste år i juni vandt Caroline problemløst over Safarova (ved WTA-turneringen Farum, red.). Men det er som om hun er negativ påvirket af den turbulens, der er fulgt i kølvandet på fyringen af hendes spanske træner (Ricardo Sanchez, red.) for nylig, siger Peter Bastiansen, der ikke forstår dispositionen.

- De havde kun arbejdet sammen i to måneder, og kunne umuligt have nået et få et indgående kendskab til hinanden. Hun har valgt at fortsætte med sin far som træner. Men er det nu også en god idé? Jeg synes, Caroline skal tænke sig godt og grundigt om. Jeg er bange for, at hun med Piotr som træner falder tilbage til sin gamle, defensive spillestil, siger Peter Bastiansen.