Tilbage i november friede Caroline Wozniackis kæreste, eks-NBA-stjernen David Lee, til sin danske superstjerne-kæreste. Nu løfter den danske tennisdarling en lille smule af sløret for, hvordan brylluppet skal være.

»Vi holder det for os selv, men jeg kan da sige, at det kommer til at blive ret så lille bryllup.Vi er meget spændte på det, men jeg kan ikke sige så meget mere,« siger Wozniacki i et interview med det eksklusive magasin Hamptons, hvor hun pryder forsiden i en imponerende kjole om bord på en yacht.

Den 28-årige dansker er i Nordamerika for tiden, hvor hun forbereder sig til US Open, som starter 27. august i New York. På den sportslige front er forberedelserne dog ikke gået helt så godt, som de pr-mæssige er.

Natten til fredag røg Wozniacki ud af WTA-turneringen Rogers Cup i Toronto i anden runde til Aryna Sabalenka, efter at hun havde misset tre matchbolde.

Det er dog ikke tenniskarrieren, som er i fokus i det store interview i det amerikanske magasin. Her taler hun foruden om det forestående bryllup, som endnu ikke har fået en dato, om sin store beundring for sine forældre – og sine ønsker om et liv med børn.

Caroline Wozniacki tabte før weekenden til Aryna Sabalenka i Rogers Cup.
Caroline Wozniacki tabte før weekenden til Aryna Sabalenka i Rogers Cup. Foto: Photogtrspher; Andre Pichette
Vis mere

»Mine forældre har støttet mig hele mit liv. Jeg er vild med, at de er atleter, som har været gift i mere end 30 år, og at de samtidig har opfostret nogle gode børn,« siger Wozniacki, som har en storebror, Patrik, og hvis far, Piotr, er hendes mangeårige træner.

»Når jeg ser på fremtiden, så håber jeg, at jeg ikke blot bliver kendt som en atlet, men, når jeg har en familie, også som en, der har opfostret børn til at være mennesker. Det ville være fantastisk,« tilføjer den tidligere verdensetter, som ser frem til endnu en gang at tørne ud i US Open, som hun tidligere er nået helt frem til finalen i ved to lejligheder.

Caroline Wozniacki skal i aktion i US Open i slutningen af august.
Caroline Wozniacki skal i aktion i US Open i slutningen af august. Foto: JED LEICESTER
Vis mere

»Jeg elsker US Open. Det er nok min yndlingsturnering. Jeg har haft en lejlighed i byen i nogle få år nu. New York-publikummet har taget mig til sig. Jeg var i finalen i 2009 for første gang, og lige siden har jeg nydt at spille der, for atmosfæren er fantastisk. Der er intet bedre end at spille aftenkampe på Arthur Ashe Stadium. Det er elektrisk. Lydniveauet er højt, og det er noget, jeg kan lide,« siger Wozniacki.

Den danske tennisstjerne har tidligere været forlovet. Det var tilbage i 2014, hvor hun havde planlagt et gigantisk bryllup med den nordirske golfstjerne Rory McIlroy. Men det forhold gik i vasken inden brylluppet.