Hele tennisverdenen er blevet ramt af dyb sorg.

Årsagen er, at den legendariske tennistræner Bob Brett tirsdag tabte kampen mod kræften i en alder af 67 år.

Det skriver det engelske medie Daily Mail.

Nyheden om den australske trænerlegendes død har efterfølgende affødt utallige reaktioner fra nogle af sportens største stjerner. Heriblandt Caroline Wozniacki.

'Forfærdelige nyheder … Hvil i fred, Bob. Du vil blive savnet,' skriver hun i et opslag på Twitter.

Det er dog ikke kun den danske verdensstjerne, der har udtrykt sin dybe medfølelse efter Bob Bretts død. Også den belgiske tennisstjerne Kim Clijsters har kommenteret det store tab.

'Bob Brett var en af de personer, der kunne bringe et smil frem på folks læber uden at sige et ord. Han var altid fyldt med energi. Tanker til hans familie. Hvil i fred, Bob,' skriver hun på Twitter.

Trænerkollegaen Patrick Mouratoglou, der er træner for Serena Williams, begræder da også sin mangeårige vens dødsfald.

'Meget ked af at høre, at Bob Brett er gået bort. Jeg arbejdede sammen med ham i seks år, og han har lært mig så meget som tennistræner. Én af de bedste trænere, jeg har mødt,' skriver han ligeledes på det sociale medie.

Bob Brett er nok mest kendt for at have trænet store navne som Boris Becker og Goran Ivanisevic i sin karriere. Førstnævnte formåede han blandt andet at føre til tops på verdensranglisten samt hjælpe til sejr ved to grand slam-turneringer.