Caroline Wozniacki har næppe oplevet noget lignende.
Den danske tennisstjerne måtte torsdag aften igennem et voldsomt drama og et kæmpe kaos, inden hun kunne juble over at have spillet sig videre til tredje runde ved Wimbledon.
For midtvejs i tredje sæt mod canadiske Leylah Fernandez blev kampen nemlig afbrudt og udskudt til fredag på grund af mørket, der sænkede sig over det berømte tennisanlæg.
Eller det troede spillerne i hvert fald.

For pludselig fik de to duellanter en melding om, at kampen muligvis alligevel kunne færdigspilles på Wimbledons Court 1, som var overdækket.
Og derfor måtte Caroline Wozniacki skynde sig væk fra bane 12 og over til den næststørste arena. Uden faktisk at vide 100 procent, om hun kunne få lov til at spille færdig eller ej.
»Jeg ville gerne spille færdig, fordi det nok regner i morgen (fredag, red.). Det var mørkt nede på bane 12, og jeg vidste ikke, det var muligt at kunne spille på Court 1. Men da muligheden så var der, så synes jeg, det var godt,« fortalte danskeren på det efterfølgende pressemøde.
Omkring klokken 21.30 lokal tid fik tennisstjernen den endelige melding om, at opgøret skulle genoptages.

Også selv om tusindvis af fans var på vej hjem fra anlægget.
Der skulle dog mere til at slå Caroline Wozniacki ud af kurs. Og da først kampen blev genoptaget foran et nærmest mennesketomt Court 1, spillede danskeren sig videre efter et sandt drama, hvor hun blandt andet oplevede to matchbolde.
»Jeg holdt fokus og tænkte, at nu skal den spilles færdig, og så må jeg gå ind og give den en skalle. Jeg har spillet på de store baner før, så jeg kender dem rigtig godt,« lød det videre.
Kort inden det enorme kaos nåede at bryde ud, kunne den opmærksomme tv-seere måske nå at spotte, at Caroline Wozniacki pludselig hev telefonen frem og foretog et opkald, mens hun forlod bane 12.

Og efter dramaet afslørede hun så, hvem der var i den anden ende af røret.
»Det var min far, for normalt, når man stopper kampe, kommer man tilbage dagen efter. Men eftersom de lovede regn, så sagde arrangørerne, der var mulighed for, at vi skulle ind på Court 1. Så jeg ville bare gerne lige fortælle ham, at vi måske spiller i dag (torsdag, red.), og at de skulle møde mig ved fitness,« afsluttede hun.
Caroline Wozniacki vandt torsdagens aftendrama i tre sæt efter næsten 2,5 timers spil.
Du kan læse B.T.s dom over danskerens præstation LIGE HER.