Caroline Wozniacki har ikke haft den perfekte forberedelse til Australian Open.

Faktisk langtfra.

Problemer med ryggen har generet den tidligere verdensetter i ugerne op til hendes store comeback i den eneste grand slam-turnering, hun vandt i karrieren.

Det fortæller hendes bror, Patrik Wozniacki, til B.T.

»Hun har haft en lille forstrækning i ryggen efter en kamp i opstarten. Det skabte lidt bøvl med ryggen. Hun kunne godt træne, men hun havde problemer med at serve.« 

Caroline Wozniacki blev allerede slået ud i første runde af opvarmningsturneringen i newzealandske Auckland af Elina Svitolina, men allerede inden da drillede kroppen.

Heldigvis er den danske stjerne i bedring, inden årets første store mål går i gang på søndag.

»Det var dog ikke noget alvorligt, og alt er godt nu,« forsikrer Patrik Wozniacki.

»Hun træner godt i Melbourne lige nu, og meldingerne fra min far (hendes træner Piotr, red.) er gode.«

Det vides ikke endnu, hvem Caroline Wozniacki skal møde i første runde.

Hun er lige nu nummer 252 på verdensranglisten efter comebacket i sommer, selvom hun egentlig var gået på pension.

Placeringen betyder, at den 33-årige dansker er med ved Australian Open på et wildcard.

Dermed kan hun risikere at ryge ind i en ekstremt hård modstander, når der trækkes lod på torsdag.