Caroline Wozniacki møder kvalifikationsspiller, når hun indleder sæsonen i Australien.

Den nyforlovede danske tennisspiller Caroline Wozniacki indleder den nye sæson ved WTA-turneringen Apia International i Sydney. Her venter der efter alt at dømme den tidligere verdensetter en overkommelig opgave.

Lodtrækningen til turneringen faldt nemlig sådan ud, at Caroline Wozniacki møder en kvalifikationsspiller, når hun træder ind i første runde.

23-årige Caroline Wozniacki er selv sjetteseedet i Apia International, der fungerer som opvarmningsturnering til sæsonens første Grand Slam Australian Open, der spilles senere i denne måned.

Den danske tennisspiller, der i øjeblikket er rangeret som nummer 10 på kvindernes verdensrangliste, slipper for at møde verdens to bedste spillere i Sydney. Således varmer både Serena Williams og Victoria Azarenka op til Australian Open ved en WTA-turnering i Brisbane.  

2014 begyndte uden for banen særdeles lovende for Caroline Wozniacki, der på årets første dag glad annoncerede, at hun skal giftes med sin kæreste, golfspilleren Rory McIlroy.  

Apia International i Sydney begynder søndag.