Caroline Wozniacki var især tilfreds med sine returneringer i kampen mod Kiki Bertens i Australian Open.

Melbourne. Den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki er for alvor tilbage på sporet i årets første grand slam-turnering, Australian Open, hvor hun fredag slog Kiki Bertens fra Holland 6-4, 6-3.

Efter at have overlevet to matchbolde i anden runde kom den andenseedede dansker langt bedre i gang med opgøret mod den 26-årige hollænder.

- Jeg følte mig mere tilpas fra starten i denne kamp og fik god rytme i returneringerne, siger Caroline Wozniacki.

- Hun missede lidt flere førsteserver, og det gjorde, at jeg følte mig oven på i duellerne, tilføjer hun.

Danskeren kom flyvende fra start i kampen og brød hollænderens første serveparti.

Den 182 centimeter høje Kiki Bertens kæmpede sig tilbage og brød tilbage senere i første sæt.

- Hun begyndte at serve lidt hårdere og lidt bedre, og det gjorde det lidt sværere, men generelt synes jeg, det var en god kamp, siger Caroline Wozniacki, der sikrede sig første sæt, da hun brød hollænderens serv ved stillingen 5-4.

Også i andet sæt brød Wozniacki Bertens' serv tidligt. Og det var vigtigt, fortæller hun.

- I andet sæt var det vigtigt, fordi jeg kunne mærke, at hun var ved at få bedre styr på sine førsteserver, og jeg vidste, at det ville blive sværere at bryde hende.

Næste udfordring bliver slovakken Magdalena Rybarikova, der er seedet som nummer 19 ved dette års Australian Open.

Caroline Wozniacki håber, at hun kan fortsætte med at forbedre sit spil fremadrettet i turneringen.

- Jeg føler, at jeg spillede en bedre kamp i dag end i sidste runde, så jeg håber, jeg kan bygge på det tennis, som jeg spillede i dag, siger den 27-årige dansker.

/ritzau/