Glad og stolt.

Det var præcis, hvad Caroline Wozniacki var, da hun modtog prisen som Årets Tennisspiller 2017 på Københavns Rådhus, hvor der traditionen tro blev serveret rådhuspandekager.

Øverst i artiklen kan du se øjeblikket, hvor Caroline Wozniacki træder ind i salen og hører Københavns overborgmester, Frank Jensen, holde sin tale. 

Men det var ikke kun den danske tennisstjerne, der blev hyldet. Wozniackis far og træner gennem hele karrieren, Piotr Wozniacki, modtog prisen som Årets Træner 2017 og også 'High Performance Prisen 2018' for sit store arbejde med datteren.

Piotr Wozniacki og datteren Caroline Wozniacki blev begge hyldet på Københavns Rådhus.
Piotr Wozniacki og datteren Caroline Wozniacki blev begge hyldet på Københavns Rådhus. Mads Claus Rasmussen

»Det betyder meget, at min far også er blevet hyldet. Han er en rigtig, rigtig stor del af min succes, så det er stort, at han også blev fejret i dag,« fortalte Caroline Wozniacki til pressen, efter hun havde modtaget prisen af overborgmester Frank Jensen og havde fået pandekager med sin forlovede og familie.

Piotr Wozniacki har stået på sidelinjen siden Caroline Wozniacki var helt lille. Her modtager han 'High Performance Prisen 2018'.
Piotr Wozniacki har stået på sidelinjen siden Caroline Wozniacki var helt lille. Her modtager han 'High Performance Prisen 2018'. Mads Claus Rasmussen

Prisen gives til en, der har gjort noget særligt for at udvikle menneskers potentiale og er ikke en decideret sportspris. Prisen blev givet til Piotr Wozniacki, fordi han har gjort en afgørende forskel ved at hjælpe sin datter på vej mod at udvikle sit store potentiale. Med fulgte også en check på 50.000 kroner.

Et hav af pressefolk var mødt op for at få en kommentar fra den danske tennisstjerne på Københavns Rådhus
Et hav af pressefolk var mødt op for at få en kommentar fra den danske tennisstjerne på Københavns Rådhus Mads Claus Rasmussen

»Det var rigtig stort (at blive hyldet, red.). Jeg er rigtig stolt, og det var et virkelig flot arrangement. Og pandekagerne smagte rigtig, rigtig godt,« sagde Wozniacki, der tilbage i januar vandt sin største triumf i karrieren ved Grand Slam-turneringen Australian Open.

Frank Jensen og Dansk Tennis Forbunds formand, Henrik Thorsøe Pedersen, holdt begge en tale for Caroline Wozniacki, inden direktøren for High Performance Institute, Allan Levann, tog ordet for også at hylde Piotr Wozniacki og overrække ham prisen.

»Kære Piotr. Siden jeg fik idéen til prisen, og det er længe siden, har du været mit førstevalg. Danmark er nemlig ikke så gode til at fejre mennesker bag de store præstationer, og du har som ingen anden stået bag en stor præstation. Tak for det,« lød det fra dirrektøren, mens Caroline ved siden af smilede stort og stolt.

Både far, mor og Caroline Wozniackis forlovede, David Lee, var mødt på Københavns Rådhus for at fejre den danske tennisstjerne.
Både far, mor og Caroline Wozniackis forlovede, David Lee, var mødt på Københavns Rådhus for at fejre den danske tennisstjerne. Mads Claus Rasmussen

»Der har også igennem hele den her periode været kritiske kommentarer fra såkaldte tenniseksperter, som mente, at I ikke var det perfekte match. I ER det perfekte match« sagde Allan Levann til stor glæde for alle i salen, der straks begyndte at klappe, mens far og datter smilte stort til hinanden.

Mads Claus Rasmussen

Caroline Wozniacki skal i aften spille en showkamp kamp mod sin gode veninde Venus Williams. Opgøret spilles i Parken i København og begynder klokken 21.00.