Det var en tydeligt skuffet Caroline Wozniacki, der mødte mediernes udsendte efter sit chok-nederlag på 4-6, 6-1, 5-7 i Wimbledons anden runde mod russeren Ekaterina Makarova.

I hvert fald var der i hendes blanke blå øjne spor af tårer.

»Inden Wimbledon gik i gang følte jeg, at jeg havde en rigtig god chance for vinde turneringen. Derfor gør det ekstra ondt at tabe denne kamp. Jeg føler ikke, at Makarova (verdensranglistens nummer 35, red.) kan vinde turneringen. Af den simple årsag, at jeg tror, hun ikke kan holde sit niveau hele turneringen igennem. Så det er frustrerende, når man ser en modstander, spille på højt niveau mod mig, og derefter se vedkommende måske tabe i næste runde,« sagde Caroline Wozniacki, der mødte op til Grand Slam-turneringen som andenseedet og dermed var en oplagt kandidat til vinde det eftertragtede sejrstrofæ.

Det var de to spilleres niende indbyrdes opgør. I disse havde Caroline Wozniacki kun tabt den kamp de spillede mod hinanden ved US Open i fjor.

»Ligesom i New York gik hun her i Wimbledon ud og spillede virkelig godt. Undervejs tænkte jeg, at hun havde nogle longline-slag, som var umulige at slå. Hun blev ved og de gik ind. I andet sæt, som jeg vinder, rammer hun sit normale niveau, men kommer igen i tredje sæt, hvor hun spiller helt frit. Jeg kommer tilbage ved 5-5, og så er det ærgerligt, at jeg ikke får den der.«

Du overlever i slutningen af tredje sæt ikke færre end fire matchbolde. Har du på det tidspunkt af kampen en følelse af, at det er ved at vende til din fordel?

»Jeg føler hele tiden, at det kan gå begge veje. Så det er ikke sådan, at jeg undervejs føler mig speciel komfortabel. Hun går jo egentlig bare ind og skyder. Går den ind, går den ind! Men jeg blev i hvert fald ved med at prøve at finde ind i en rytme, og give hende nogle ekstra slag at slå.«

Hun disker op med mange vinderslag, men var vel indimellem også lidt heldig?

»Især i første sæt ved jeg ikke, hvor mange gange hun rammer bolden med ketcherrammen og det yderste af linierne. Det er selvfølgelig frustrerende. Men jeg tænkte, at det på et eller andet tidspunkt i kampen vil gå min vej. Alt i alt er jeg tilfreds med min præstation. Jeg føler, jeg gjorde, hvad jeg kunne. Men desværre var det ikke nok.«

Du har aldrig for alvor haft succes i Wimbledon. Faktisk er du aldrig nået længere end til ottendedelsfinalen. Føler du dig ramt af en form for 'Wimbledon-forbandelse'?

»Lige nu gør det ingen forskel, for jeg er ikke videre.«

Blot to dage før Wimbledon-turneringen gik i gang, vandt du finalen ved WTA-turneringen i Eastbourne. Har du haft for lidt tid til at forberede sig optimalt?

»Jeg er meget tilfreds med mine forberedelser. Fra min side skal der ikke lyde undskyldninger omkring det. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle have spillet i Eastbourne. Jeg fik nogle gode kampe dér, og fik spillet mig ind på græsunderlaget.«

Ved pressemødet kunne Caroline Wozniacki svare på, hvad der de kommende dage kommer til at ske i hendes verden.

»Det ved jeg ikke. Jeg har endnu ikke tænkt så langt,« sagde hun.

Allerførst har Caroline Wozniacki dog en 28-års fødselsdag, der skal fejres i næste uge, og derefter spiller hun tre testturneringen i begyndelsen af august i Washington, Toronto og Cincinnati inden sæsonens sidste Grand Slam-turnering, US Open, afvikles i perioden 27. august til 9. september.