Tennisstjernen Caroline Wozniacki er kendt over det meste af verden og suger opmærksomhed til sig.

Men det kan blive for meget, og derfor bruger den 26-årige dansker indimellem en paryk, så hun undgår at blive genkendt.

»Jeg har en paryk. Med kort, sort hår,« siger Wozniacki til Ekstra Bladet.

»Det blev bare lidt meget, at jeg ikke kunne gå for mig selv. Men hvis jeg går en tur, hvor der er mange mennesker, så bliver jeg ikke genkendt, når jeg har den på.

»Heller ikke i butikker eller på restauranter, siger tennisspilleren, der også har brugt den flere gange i København.«

Caroline Wozniacki befinder sig i øjeblikket i Indian Wells i Californien, hvor hun er nået frem til tredje runde.

Natten til tirsdag står hun over for tjekken Katerina Siniakova, der rangerer som nummer 42 i verden. Wozniacki indtager en placering som nummer 14 på verdensranglisten.

/ritzau/