Lauren Davis står på den anden side af nettet, når Caroline Wozniacki skal finde tilbage på vindersporet.

Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki skal forsøge at vende en nedadgående formkurve, når hun i næste uge deltager ved WTA-turneringen China Open i Beijing.

Ved lodtrækningen til første runde er hun blevet parret med den amerikanske kvalifikationsspiller Lauren Davis, der er nummer 62 på verdensranglisten. Det er anden gang, at Wozniacki skal møde 25-årige Davis.

Kampen bliver spillet mandag morgen dansk tid med forventet start omkring klokken 09.30.

Deres første møde var i Doha i 2017. Her endte det med en overbevisende sejr til Wozniacki i to sæt.

China Open plejer at være en god turnering for Wozniacki. Hun er forsvarende mester i den kinesiske storby, efter at hun sidste år vandt finalen over Anastasija Sevastova.

Det var Wozniackis 30. og seneste titel på WTA-touren, og det var samtidig anden gang, hun vandt China Open.

Efter en række kedelige resultater i de seneste måneder har Wozniacki også brug for en optur. Hun indledte året med at være nummer tre i verden, men aktuelt er hun nummer 18.

Med 1000 ranglistepoint at forsvare i Kina kan danskeren se frem til en ordentlig ranglistelussing, hvis hun ryger tidligt ud af turneringen.

Tidligere i denne uge røg Wozniacki ud i første runde af Wuhan Open, der var hendes første turnering i næsten en måned. Man skal tilbage til turneringen i Charleston i april, før Wozniacki er nået forbi tredje runde i en turnering.

Formår Caroline Wozniacki at slå sig videre til anden runde i Beijing, venter muligvis den tidligere topspiller Svetlana Kuznetsova, mens andenseedede Karolína Plísková er en potentiel modstander i tredje runde.

/ritzau/