Aldersforskellen er på syv år.

Men Caroline Wozniacki er faktisk glad for, at hendes nyvundne kærlighed, David Lee, er lidt ældre end hende.

Det siger den danske tennisspiller i et interview med Ekstra Bladet, hvor hun for første gang åbner op om forholdet til den amerikanske basketballspiller.

»Det er rart, at han er lidt ældre end mig. Han har også fundet sig selv og er et andet sted i sit liv end for fem-ti år siden. Alting handler om timing, tror jeg,« siger Caroline Wozniacki til Ekstra Bladet.

Hun er 26 år. NBA-spilleren er 33 år.

Hun giver i interviewet med Ekstra Bladet udtryk for, at hun ikke ’ikke rigtigt har lyst til at tale om det’ (forholdet, red.) – heller ikke, hvor længe forholdet egentlig har varet.

For selv om det først var på Valentines Day i år (14. februar), at hun via Snapchat satte spekulationer om NBA-spilleren i gang med et billede af en buket røde roser, har forholdet sandsynligvis eksisteret meget længere.

Caroline Wozniacki fortæller, at David Lee også – uden at blive bemærket af mange åbenbart – så med på tribunen ved US Open i august/september sidste år.

Og så lagde hun faktisk allerede på sin fødselsdag 11. juli et Instagram-opslag ud, hvor basketballspilleren optrådte.

Ifølge Ekstra Bladet kan med ved at tolke Caroline Wozniackis mimik antage, at forholdet begyndte deromkring.

Hun fortæller, at forholdet til David Lee har lært hende at ’holde noget for sig selv’. Og så behøver forholdet til David Lee ikke at få betydning for hendes drøm om at blive ung mor, som hun tidligere har givet udtryk for.

»Nej, det tror jeg ikke. Jeg spiller så længe, jeg synes, det er sjovt. Så tager jeg næste skridt, når den tid kommer. Men nej, jeg tænker på mig selv først og den karriere, jeg gerne vil have, og når jeg føler, det er tid til at stoppe, så stopper jeg,« siger Caroline Wozniacki til Ekstra Bladet.

Mandag lagde hun dette billede på Instagram, hvor kærligheden ikke er til at tage fejl af. SE DET HER