Den danske tennisstjerne kommer op imod Kristie Ahn i første runde af karrierens sidste turnering.

Tennisspilleren Caroline Wozniacki får useedet modstand i første runde af sin afskedsturnering, Australian Open, der begynder i næste uge.

Den ligeledes useedede dansker står over for verdensranglistens nummer 92, amerikaneren Kristie Ahn, i sin åbningskamp i Melbourne.

Wozniacki vandt turneringen i 2018, men er siden dumpet ned som nummer 35 på verdensranglisten og er ikke blandt de 32 spillere, der er seedet til årets første grand slam-turnering.

Vinder Wozniacki over amerikaneren, venter den 23.-seedede ukrainer, Dayana Yastremska, eller en endnu ukendt kvalifikationsspiller i anden runde.

Hvis danskeren løser den opgave, kan hun ramle ind i briten Johanna Konta, der er seedet 12 og nåede semifinalen i Australien for fire år siden.

Den syvfoldige vinder af turneringen, Serena Williams, bliver Wozniackis modstander i fjerde runde, hvis begge spillere når så langt.

Williams og Wozniacki spillede i sidste uge double sammen i opvarmningsturneringen i Auckland i New Zealand. Her nåede den prominente duo helt frem til finalen.

Forholdene i Melbourne har været omgivet af kritik i forbindelse med kvalifikationskampene i den seneste uge, fordi røg fra skovbrande er drevet ind over storbyen og har generet spillerne.

Flere spillere har krævet turneringen udsat, indtil luften er blevet renere, men indtil videre er det planen, at kampene som planlagt begynder 20. januar.

Kvinderne spiller finale 1. februar, inden Australian Open slutter med herrernes slutkamp dagen efter.

/ritzau/