Når finalerne ved Wimbledon spilles i midten af juli, vil det ske foran 15.000 tilskuere på Centre Court.

Dette års singlefinaler ved grand slam-turneringen Wimbledon vil blive spillet for fyldte tribuner på Centre Court i London.

Det oplyser arrangøren, All England Club (AELTC), mandag.

Mændenes og kvindernes singlefinaler vil således blive de første udendørs sportsbegivenheder i Storbritannien, som vil være oppe på fuld kapacitet siden begyndelsen af coronapandemien sidste år.

- Vi er glade for i tæt samarbejde med regeringen, sundhedsmyndigheder og lokale myndigheder at kunne bekræfte, at Wimbledon-mesterskaberne 2021 begynder mandag 28. juni med en kapacitet på 50 procent på anlæggene.

- Kapaciteten vil derefter blive udvidet til fuld publikumskapacitet på 15.000 på Centre Court i finaleweekenden, oplyser AELTC.

Meldingen kommer i kølvandet på en anderledes nedslående melding for mange briter fra premierminister Boris Johnson tidligere mandag.

Her fortalte Johnson på et pressemøde, at England udskyder den fulde genåbning af samfundet i fire uger frem til 19. juli på grund af tiltagende smitte med delta-varianten af covid-19.

Den mere smitsomme delta-variant, som først blev identificeret i Indien, er i dag skyld i over 90 procent af smittetilfældene i England.

Sidste år blev Wimbledon aflyst som følge af pandemien. Det var første gang siden Anden Verdenskrig, at den prestigefyldte turnering blev aflyst.

Wimbledon løber af stablen fra 28. juni til 11. juli.

/ritzau/Reuters