Ashleigh Barty gik lørdag i fodsporene på to australske tennislegender, da hun vandt Wimbledon.

Ikke siden 1980 havde en australsk tennisspiller vundet Wimbledon i damesingle.

Dengang vandt Evonne Goolagong Cawley grand slam-turneringen, og lørdag blev bedriften gentaget af en anden australier.

Ashleigh Barty gjorde det lørdag - præcis 50 år efter at Evonne Goolagong Cawley i 1971 vandt den første af sine to Wimbledon-titler - da hun i finalen slog tjekken Karolína Plísková 6-3, 6-7, 6-3.

Det var anden gang, at 25-årige Barty vandt en grand slam-titel. I 2019 vandt verdensetteren French Open.

Barndomsdrømmen har dog hele tiden været Wimbledon, og Barty nævnte idolet Evonne Goolagong Cawley efter sin sejr.

- Det tog mig lang tid at sætte ord på og at turde at drømme om det og sige det, siger Barty ifølge AFP.

- Jeg sov ikke så meget i nat, jeg tænkte for meget. Jeg håber, at jeg har gjort Evonne stolt, siger hun.

Det var den første Wimbledon-finale i damesingle til at gå i tre sæt siden 2012, da amerikaneren Serena Williams vandt over polske Agnieszka Radwanska.

Barty, som havde tabt andet sæt i tiebreak, hankede op i sig selv til slut.

- Det var utroligt. I starten af tredje sæt sagde jeg til mig selv, at jeg bare skulle blive ved med at kæmpe. Hun er en utrolig spiller, og hun bragte det bedste op i mig.

- Det var en exceptionel kamp, og jeg er stolt af, at jeg var i stand til at vise mit bedste niveau, siger Barty.

Hun er den tredje australier til vinde Wimbledon i damesingle i Open Era, som har varet fra 1968, hvor professionelle tennisspillere fik lov til at deltage sammen med amatører i grand slam-turneringer.

En anden australsk tennislegende, Margaret Court, vandt Wimbledon i 1970 - den tredje og sidste af hendes tre singletitler i turneringen.

/ritzau/