Lyt til artiklen

Den traditionsrige tennis-turnering Wimbledon tillader kun hvid påklædning. Har man ingen hvid BH, må man derfor spille helt uden.

Det er nok verdens mest prestigefyldte tennisturnering, og traditionerne fører helt tilbage til turneringens begyndelse i 1877. En af traditionerne er, at spillerne skal være klædt i hvidt, når de folder sig ud på Wimbledons baner. Den tradition skaber dog kontroverser ved dette års turnering.

For den hvide "dress-code", der henleder tankerne til et større danse-arrangement i Parken, gælder nemlig ikke kun kjoler, shorts og poloer. Den gælder også undertøj. Og har man ikke medbragt hvidt undertøj, så må man spille uden.

- Nogle af pigerne er blevet bedt om at gå i omklædningsrummet og skifte deres BH eller top, fordi de havde en smule farve på. Jeg er ret sikker på, at nogle af pigerne ikke havde en passende BH at tage på og måtte komme tilbage uden. Det er fuldstændig latterligt, udtaler den tidligere Wimbledon-vinder Pat Cash til BBC.

Se billederne: De lårkorte kvinder har indtaget Wimbledon

Cash, der skulle have spillet i "old boys"-versionen, har trukket sig fra turneringen i protest mod de nye regler. Sidste gang han spillede uden sine specielt tilpassede sko, der ikke er hvide, blev han skadet.

Det er dog ikke alle, der er modstandere af de stringente regler. Venus Williams har et specielt forhold til de hvide farver.

- Jeg synes på en måde, at alle gløder i den hvide farve. Selvfølgelig ikke hver dag året rundt, men i de her to uger er det dejligt, udtaler den femdobbelte Wimbledon-vinder.