Verdens bedste mandlige tennisspillere er en uge før det går løs ved sæsonens første Grand Slam-turnering, Australian Open i Melbourne, ved at køre sig i stilling til et topresultat.

Efter verdensrangliste-etteren Novak Djokovic udspillede Rafael Nadal lørdag i finalen i Doha, fulgte sidste års French Open-vinder Stanislas Wawrinka søndag op ved at vinde finalen ved Chennai Open i Indien over kroaten Borna Coric 6-3, 7-5.

»Jeg er meget tilfreds med den måde, jeg spillede på. At vinde turneringen for fjerde gang på seks år, er en skøn følelse,« sagde Stanislas Wawrinka.

Til gengæld lykkedes det ikke for hans schweiziske landsmand, Roger Federer, at vinde turneringen i Brisbane. Højst overraskende tabte han 4-6, 4-6 til Milos Raonic, Canada.