Tjekkisk grand slam-vinders børn har indtaget golf- og tennisverdenen. Ifølge manager er det ikke tilfældigt.

Den amerikansk-tjekkiske Korda-familie er nærmest ustoppelig på sportsbanerne for tiden.

To dage efter at 22-årige Nelly Korda vandt sin første golfmajor, har hendes lillebror, tennisspilleren Sebastian Korda, tirsdag vundet sin første kamp i Wimbledon.

Det skete, da Sebastian Korda slog 15.-seedede australske Alex de Minaur 6-3, 6-4, 6-7, 7-6, hvilket også var den 20-årige amerikaners første sejr over en top-20-spiller.

Blot et par dage inden sad Sebastian Korda på et hotelværelse med sin far - den tidligere tjekkiske tennisstjerne Petr Korda, som i 1998 vandt Australian Open i tennis - og så søsterens golftriumf.

- Det har været et par ret vilde dage, siger Sebastian Korda ifølge nyhedsbureauet AFP efter førsterundesejren i Wimbledon.

- Det var utroligt. Hun er 22 år og kan gøre sådan noget. Det er en inspiration.

- Vi har altid haft en konkurrencementalitet mellem os, men at se, hvor lidenskabelig hun var, var super inspirerende.

Og resten af den ualmindeligt talentfulde kernefamilie har skam også et par flotte resultater at prale af.

Sebastian Kordas mor, Regina Rajchrova, har ifølge AFP vundet to WTA-titler i tennis, og hans 28-årige søster, Jessica Korda, er ligesom Nelly Korda professionel golfspiller og har været oppe som nummer otte i verden.

Ifølge Patricio Apey, som tidligere var manager for Petr Korda og nu er det for hans børn, er de tre søskendes succes ingen tilfældighed. Det skriver New York Times.

Til den amerikanske avis fortæller Apey, at Petr Korda har hjulpet børnene med råd helt fra en ung alder og endda forestillet sig, at de skulle toppe samtidig.

- Det kan lyde vanvittigt, men Petr og jeg har talt om dette i snart 12 år - om at gøre disse ting sammen med de tre børn, siger Apey til New York Times.

- Jeg har altid sagt, at han er halvt geni, halvt sindssyg, og det er svært at skelne mellem de to ting.

Efter den flotte sejr mod De Minaur havde Petr Korda da også et par faderlige råd til Sebastian Korda.

- Min far er super glad, men han ser også fejlene, som jeg lavede i løbet af kampen, og fortæller mig det med samme, siger Korda ifølge New York Times.

/ritzau/