Tennisstjernen Naomi Osaka har afbrudt samarbejdet med sin træner, Sascha Bajin.

Det meddeler den 21-årige japaner på Twitter mandag aften.

'Hej, alle sammen. Jeg har afbrudt samarbejdet med Sascha.'

'Jeg takker ham for hans arbejde og ønsker ham alt det bedste i fremtiden,' skriver Osaka.

Meddelelsen kommer, blot to uger efter at Osaka vandt årets første grand slam-turnering, Australian Open.

Sascha Bajin har været med til at føre Naomi Osaka frem fra en plads som nummer 72 i verden til den absolutte verdenstop. Nu har de to stoppet samarbejdet. (Arkivfoto). Patrick Hamilton/Reuters
Sascha Bajin har været med til at føre Naomi Osaka frem fra en plads som nummer 72 i verden til den absolutte verdenstop. Nu har de to stoppet samarbejdet. (Arkivfoto). Patrick Hamilton/Reuters
Vis mere

Dermed er japaneren indehaver af to grand slam-titler, da hun også vandt US Open i 2018 med en finalesejr over Serena Williams.

Sascha Bajin, der tidligere har været hitting-partner for netop Serena Williams og danske Caroline Wozniacki, takker Osaka for et succesrigt samarbejde.

'Tak, Naomi. Jeg ønsker også kun dig det bedste.'

'Sikke en rejse, det var. Tak, fordi du lod mig være en del af det,' skriver han på Twitter.

Naomi Osaka er med sine to grand slam-titler den første asiat, der indtager førstepladsen på verdensranglisten.

Sascha Bajin har været tilknyttet som Osakas træner i lidt over et år og har været en stor del af japanerens succes.

Tyskeren har således været med til at føre Osaka frem til verdenstoppen fra en plads som nummer 72.

Opturen startede for alvor, da hun vandt den prestigefyldte turnering Indian Wells. Kort efter vandt hun sin første grand slam-turnering i New York.

Succesen smittede også af på Sascha Bajin, der blev kåret til årets træner af tennisforbundet WTA i 2018.

Derfor kommer meldingen om bruddet mellem de to som en overraskelse.

Ingen af parterne giver nogen forklaring på, hvorfor de har afbrudt samarbejdet.

Bajin blev ansat af Osaka i november 2017. Han kom fra et job som hitting-partner for Caroline Wozniacki, der på det tidspunkt havde haft et af sine bedste år i karrieren.

Hun sluttede således 2017 med en sejr i sæsonfinalen og en tredjeplads på verdensranglisten.

Wozniacki fortsatte takterne i 2018, da hun indledte året med en sejr i Australian Open.

/ritzau/AFP