Rafael Nadal besejrede Borna Gojo og sikrede dermed Spanien sejren i gruppe B i tennisturneringen Davis Cup.

Spanien har fået en god start på tennisturneringen Davis Cup, der afholdes på spaniernes hjemmebane i Madrid.

Den spanske verdensetter, Rafael Nadal, vandt onsdag aften sin singlekamp over verdens nummer 280 Borna Gojo med 6-4, 6-3.

Nadals sejr bragte Spanien på 2-0 over Kroatien og sikrede både sejren over kroaterne og sejren i gruppe B, hvor også Rusland er med.

Spanien havde tirsdag besejret Rusland, efter at Rusland mandag havde slået Kroatien. Kroatien er dermed definitivt ude af turneringen, mens Spanien er videre til kvartfinalen, der spilles senere på ugen.

Det samme er Canada, som blev klar til næste runde ved at slå Italien mandag og tirsdag fulgte op med en sejr over de nordamerikanske naboer fra USA, selv om canadierne valgte ikke at spille den afsluttende herredouble.

Davis Cup-formatet er blevet ændret drastisk til årets udgave.

Hvor de 16 bedste nationer i World Group tidligere mødtes hen over fire forlængede weekender spredt ud over året, samler man i denne uge 18 nationer, der på syv dage spiller ned til en vinder i Madrid. Tidligere havde den ene part altid hjemmebane.

De er delt op i seks grupper med hver tre lande. De tre mødes indbyrdes fra mandag til torsdag.

Vinderne af de seks grupper samt de to bedste toere avancerer til kvartfinalerne, der spilles på torsdag og fredag. Lørdag spilles der semifinaler og søndag finale.

/ritzau/