Verdens bedste kvindelige tennisspiller, Aryna Sabalenka, melder sig atter klar til kamp efter en måneds selvvalgt pause.
Belaruseren er rejst til Kina for at deltage i den store WTA 1000-turnering i Wuhan, som hun har vundet de seneste tre udgaver af.
- Jeg har det godt, og min krop har det godt, siger Sabalenka, der for en måned siden vandt US Open, før hun gav sig selv et fysisk og mentalt afbræk.
- Jeg ville ikke skynde mig for at komme tilbage og spille turneringer, og jeg er sikker på, at jeg har taget den rigtige beslutning ved at tage lidt ekstra tid til at restituere og forberede mig. Fysisk er jeg helt klar til at spille igen, siger Sabalenka.
Den 27-årige tennisstjerne topper verdensranglisten suverænt, selv om hun har haft en sæson med ærgerlige nederlag i de største turneringer.
Først tabte hun finalerne i Australian Open og French Open, før hun siden røg ud af Wimbledon i semifinalen. Hun svarede tilbage på skuffelserne ved at vinde US Open-finalen 6. september.
- Overordnet synes jeg, at jeg har haft en rimelig god sæson. Målet er at blive bedre hver dag og bevare min position som nummer et i verden, og så må vi se, hvor meget jeg formår at vinde i min karriere, siger Sabalenka.
Hun er qua sin status som topseedet oversidder i første runde i Wuhan.
Clara Tauson er også med i feltet i den store kinesiske turnering. Danskeren åbner turneringen mandag formiddag lidt efter klokken 08.00 dansk tid, når serberen Olga Danilovic står på den anden side af nettet.
/ritzau/