Frederik Løchte Nielsen og Tim Pütz havde to matchbolde, men tabte en tæt kvartfinale ved French Open.

Kvartfinalen blev endestationen for Frederik Løchte Nielsen og hans tyske doublemakker, Tim Pütz, i tennisturneringen French Open.

Tirsdag tabte de mod det førsteseedede colombianske par, Juan Sebastián Cabal og Robert Farah, i tre sæt.

Med cifrene 6-7, 6-4, 7-6 vandt colombianerne en tæt dyst over den dansk-tyske duo, som mødte useedet op til turnering. Løchte og Pütz havde to matchbolde, men misbrugte begge.

I stedet er de to colombianere klar til semifinalen, hvor brasilianske Bruno Soares og kroatiske Mate Pavić venter.

Sammen har Cabal og Farah vundet både Wimbledon, US Open og adskillige andre turneringer, mens det er blevet til en finaleplads i blandt andet Australian Open.

Men mod Løchte og Pütz fik de hård modstand.

Første sæt blev et langt et af slagsen, hvor parrene brød hinanden en enkelt gang hver, før det skulle afgøres i en tiebreak.

Her missede Løchte og hans tyske makker tre sætbolde, før Cabal og Farah også fik en sætbold - og missede.

Løchte og Pütz skulle i alt bruge seks forsøg for at hive sættet hjem efter en time og ni minutters tennis.

Som oftest skal der ikke mange fejl til at blive straffet i toptennis, og det var også tilfældet i andet sæt, som gik til colombianerne. I det eneste parti, hvor de spillede sig frem til et breakpoint, slog de til og servede straks sættet hjem.

I tredje og afgørende sæt så det svært ud for Frederik Løchte Nielsen og Tim Pütz, da colombianerne brød dem til stillingen 3-2.

Men 37-årige Løchte og 32-årige Pütz viste erfaringen ved at bryde tilbage med det samme. Kort efter fik de også et par chancer for at bringe sig på 5-3 med endnu et servegennembrud, men begge blev misbrugt.

Det hele skulle afgøres i endnu en tiebreak, hvor Cabal og Farah hurtigt sikrede sig et minibreak. Men igen viste Løchte og Pütz koldblodighed, og tyskeren brillerede blandt andet med et lob, som lige akkurat landede inden for banen.

Den dansk-tyske duo sikrede sig to matchbolde, men Løchte slog i nettet på begge, og i stedet vandt colombianerne på deres første matchbold.

Før i år var Løchte aldrig nået længere end tredje runde i French Opens doubleturnering. Den danske Davis Cup-kaptajn bedste resultat i karrieren er Wimbledon-triumfen med Jonathan Marray i 2012.

/ritzau/