Den tredjeseedede schweizer måtte give fortabt over for Juan Martin del Potros tunge grundslag.

New York. Kvartfinalen blev endestationen for den mangedobbelte grand slam-vinder Roger Federer i årets udgave af US Open i tennis.

En veloplagt Juan Martin del Potro viste sig nemlig at blive en for stor mundfuld for schweizeren, der måtte se sig slået i fire sæt - 5-7, 6-3, 6-7, 4-6.

Juan Martin del Potro skal nu møde den spanske verdensetter, Rafael Nadal, i semifinalen.

Den 28-årige argentiner har stadig kun et enkelt grand slam-trofæ i pokalskabet. Det stammer fra 2009, hvor han vandt netop US Open efter en sejr over Roger Federer i finalen.

Mange havde imødeset endnu et møde mellem de evige rivaler Rafael Nadal og Roger Federer i semifinalen.

US Open er den eneste grand slam-turnering, hvor de to sejrsvante herrer endnu ikke har mødt hinanden.

Roger Federers nederlag var hans første i en grand slam-turnering i år, efter at han har vundet både Australian Open og Wimbledon.

Han har dog måttet kæmpe overraskende hårdt for sine sejre ved dette års US Open. Både i første og anden runde måtte han således ud i fem sæt mod undertippede modstandere.

Federer havde publikum i ryggen på Arthur Ashe-stadium sent onsdag aften i New York. Flere gange jublede de over argentinerens fejl, hvilket ellers anses for at være usportsligt i tenniskredse.

Argentineren havde dog også sine egne tilhængere med i New York, der støttede ham med olé, olé, olé del-po-tilråb.

Kampen strakte sig over knap tre timer og var fyldt med tennisdueller i absolut verdensklasse.

Del Potros tunge slag viste sig flere gange at være et effektivt våben, mens især Federers forhånd til tider svigtede schweizeren.

Tredje sæts tiebreak var et afgørende punkt i kampen. Her misbrugte Roger Federer en enkelt sætbold for dernæst at se sættet gå til del Potro.

I fjerde sæt brød del Potro Federers serv ved stillingen 2-2 og formåede at holde sin egen sættet ud og dermed sikre sig sejren.

Den anden semifinale bliver et opgør mellem Pablo Carreño Busta og Kevin Anderson.

/ritzau/