Til sommer skal der dystes om penge og ranglistepoint, når ITF-turnering spilles i Vejle.

Endnu en international tennisturnering skal spilles i Danmark til sommer.

Fra 25. juli til 1. august skal spillere fra nær og fjern kæmpe om point til ATP- og WTA-ranglisterne i en ITF World Tennis Tour-turnering i Vejle, skriver Dansk Tennis Forbund i en pressemeddelelse.

Forbundet er sammen med Vejle Tennis Klub vært for turneringen.

Det er første gang siden 2014, at der i Danmark kæmpes om point til verdensranglisterne i tennis hos både mænd og kvinder.

Turneringen, der spilles på grus, er placeret, ugen før en lignende turnering spilles hos KB på Frederiksberg.

Turneringer på dansk jord er vigtige for de danske spillere, der drømmer om at blive professionelle. Det mener sportschef i Dansk Tennis Forbund Jens Anker Andersen.

- Hvis nogen klarer sig godt på hjemmebane, vil det efterfølgende give nogle helt andre muligheder for at komme ind i turneringer i udlandet.

- Med to turneringer i træk vil der være flere danskere, der får muligheden for at teste sig selv af og tjene deres første ranglistepoint, siger Jens Anker Andersen i meddelelsen.

ITF-turneringen spilles på Vejle Tennis Klubs anlæg. Der dystes både hos damer og herrer om præmiepuljer på 15.000 dollar svarende til knap 93.000 kroner i den nuværende kurs.

Der konkurreres både i single- og doublerækkerne. 32 singlespillere er med i hver hovedturnering i single, mens der er 16 doublepar til start hos både damer og herrer.

/ritzau/