Drømmen er gået i opfyldelse for Linda Noskova.

Men først skulle den 21-årige gennem et sandt tennisdrama på Wimbledons græs.

Den 21-årige tjekke besejrede landsmanden Karolina Muchova med 6-2, 5-7, 6-3 og sikrede sig dermed karrierens første grand slam-titel.

I første sæt lignede Noskova en spiller, der havde tænkt sig at tromle direkte mod trofæet.

Hun tog første sæt sikkert med 6-2.

Ved 5-2 i andet sæt havde hun allerede de første matchbolde. I alt fik hun fem muligheder for at afgøre finalen i sættet.

Men så begyndte nerverne at spille ind.

Hendes modstander, Karolina Muchova, kæmpede sig tilbage, mens Noskovas spil faldt fra hinanden, og pludselig var sættet tabt 5-7.

Magtdemonstrationen var blevet til en gyser.

Men i tredje sæt fandt Noskova sig selv igen.

Hun bragte sig foran 3-0 og gav denne gang aldrig slip på grebet.

På sin sjette matchbold kunne hun endelig strække armene i vejret som Wimbledon-mester.