18-årige Emma Raducanu var tydeligt rusten, da hun spillede første kamp siden choksejr ved US Open.

Den britiske US Open-vinder Emma Raducanu er højst overraskende færdig ved Indian Wells.

Fredag tabte teenageren således til hviderusseren Aliaksandra Sasnovich i anden runde af turneringen med cifrene 6-2, 6-4.

Emma Raducanu sad over i første runde af turneringen.

Derfor var kampen mod hviderusseren den 18-årige brites første, siden hun i september chokerede tennisverdenen ved at blive den første kvindelige kvalifikationsspiller i historien til at vinde en grand slam.

Og det kunne ses, da Raducanu virkede temmelig rusten på det hårde underlag ved turneringen i Californien.

Kampen startede ellers lovende for den 17.-seedede brite, da hun indledte første sæt med at bringe sig foran 1-0.

Men som aftenen skred frem begyndte de uprovokerede fejl at snige sig ind i teenagerens spil, og det udnyttede Aliaksandra Sasnovich til fulde.

Efter at have bragt sig foran 2-1 gav den useedede hviderusser således aldrig slip på føringen igen, og hun vandt komfortabelt første sæt 6-2.

I andet sæt kom Raducanu bedre med, og briten var sågar foran med 4-2 på et tidspunkt. Men herefter fik hviderusseren igen styr på sit spil, da hun vandt de næste fire point og tog sættet med 6-4.

Indian Wells anses for at være den største turnering ud over de fire grand slam-turneringer.

Aliaksandra Sasnovich skal i tredje runde op imod den tidligere verdensetter Simona Halep.

/ritzau/AFP