Afbud fra sidste års vindere giver talenterne chancen for at markere sig på den store scene i årets US Open

Normalt er en grand slam-turnering lig med stjernenavne og spillere fra øverste hylde i tennissporten.

Men plejer er - på grund af coronavirusset - død i sportsverdenen. Det gælder også i tennis.

Her er Wimbledon blevet aflyst, og French Open er udsat til slutningen af september.

Derfor er den næste grand slam-turnering i kalenderen US Open, som begynder 31. august.

Men turneringen har den seneste uge været ramt af afbud fra nogle af verdensranglistens mest prominente navne, som ikke kommer til at deltage på grund af den globale pandemi.

Torsdag meldte sidste års kvindelige vinder af turneringen, Bianca Andreescu, afbud, og ugen forinden takkede mændenes ditto, Rafael Nadal, nej til at deltage.

Det skaber plads til nye talenter, der venter på at slå igennem, vurderer tenniseksperten Michael Mortensen.

- Årets US Open giver mulighed til nogle af de unge på WTA- og ATP-touren for at markere sig, siger han.

- Transformationen fra den nye generation til de etablerede spillere er ikke fuldendt endnu. Specielt ikke hos herrerne. Det kommer måske til denne turnering, hvor de virkelig kan vise, hvad de står for.

- Som helhed tror jeg derfor, det bliver en mere åben US Open, end det har været i mange år, siger Michael Mortensen.

Blandt andet peger han på den blot 18-årige italiener Jannik Sinner og de to canadiere Denis Shapovalov og Felix Auger-Aliassime som dem, der i stjernernes fravær skal gribe chancen.

- I Skandinavien har vi Casper Ruud fra Norge, så der er masser af spillere, der står i kø, siger Michael Mortensen.

Niveauet til årets US Open vil derfor ikke komme til at falde på grund af de manglende stjerner, vurderer tenniseksperten.

- Jeg er ikke så bekymret for, at nogle af de store spillere ikke er med. Niveauet bliver tårnhøjt. Jeg synes bestemt ikke, trofæet er billigt til salg i år siger, Michael Mortensen.

Chancen for dansk deltagelse i turneringen er meget lille.

Coronapandemien har betydet, at turneringens arrangør har droppet kvalifikationskampe, hvilket har gjort det sværere for lavtrangerende spillere at komme med i turneringen.

Desuden er doublekategorien skåret ned fra 64 til 32 par.

- Vi må væbne os med tålmodighed i forhold til danske spillere. Forhåbentlig får vi nogle danskere at se i kvalifikationen næste år, hvis tingene er mere tilbage til normalen.

Hos kvinderne må publikum blandt andet undvære verdens nummer et, Ashleigh Barty, mens også Elina Svitolina (nummer fem) og Kiki Bertens (nummer syv) ikke møder op.

På herresiden er det blandt andre Roger Federer, (nummer 4), Gaël Monfils (nummer 9), Fabio Fognini (11) og Stanislas Wawrinka (nummer 17), der ud over Nadal ikke stiller op.

/ritzau/