Alexander Zverev og Daniil Medvedev er finaleklar i Shanghai, hvor de unge spillere er trådt ind på scenen.

ATP-turneringen Shanghai Masters har måske givet den første antydning af det tronskifte i toppen af herretennis, som er udeblevet i en håndfuld år.

For mens Roger Federer og Novak Djokovic måtte lade livet i kvartfinalerne, så bliver det i søndagens finale 22-årige Alexander Zverev, der møder 23-årige Daniil Medvedev.

Førstnævnte, som sendte Federer ud i kvartfinalen, vandt lørdag sin semifinale med 6-3, 6-4 over 23-årige Matteo Berrettini.

Medvedev blev klar til slutkampen efter en sejr i to tætte sæt på 7-6, 7-5 over 21-årige Stefanos Tsitsipas.

I mere end et årti er det Federer, Djokovic, Rafael Nadal og tidligere også Andy Murray, som dominerede toppen af herretennis tungt.

Og selv om man på ingen måde skal afskrive den garvede garde de kommende år, så har Shanghai Masters givet indikationer på, at fremtidens stjerner nærmer sig de levende legenders niveau. I hvert fald til tider.

Blandt andet har Zverev med sejren over Federer i Shanghai nu vundet sine to seneste kampe mod historiens mest dekorerede tennisspiller på herresiden. Den unge tysker fører faktisk 4-3 i indbyrdes kampe nu.

Finalemodstanderen Medvedev fra Rusland nåede i år finalen i US Open, hvor han pressede Rafael Nadal ud i et femte og afgørende sæt, som dog gik til spanieren.

Den unge russer er i storform. Således er det den sjette ATP-turnering på stribe for ham, hvor han når finalen. To af de fem finaler hidtil har han vundet.

/ritzau/