Topspilleren Thiem udtalte, at han ikke ser pointen i at hjælpe lavere rangerede spillere. Modsvar får støtte.

Flere tennisstjerner og Algeriets præsident har erklæret, at de bakker op om den unge spiller Inès Ibbou.

Algeriske Ibbou svarede verdensstjernen Dominic Thiem igen, efter at han udtrykte modstand mod at støtte lavere rangerede spillere økonomisk under coronakrisen.

I en ni minutter lang og følelsesladet video delt på sociale medier opfordrer 21-årige Ibbou, der ligger nummer 620 i verden, Thiem til at have forståelse for hendes situation.

- Kære Dominic, siger Ibbou i videoen, hvor hun læser et brev op til østrigeren, der er verdens nummer tre.

- Hvordan ville min karriere have set ud, hvis jeg var i dine sko?

Herefter påpeger hun forskellen på sit eget og Thiems udgangspunkt. Østrigeren har for eksempel to forældre, der er tennistrænere, og er vokset op i en verden, som Ibbou kalder "magisk".

Samtidig påpeger hun, at hun selv kommer fra et land med dårlige sportsanlæg, ingen professionelle turneringer på højeste niveau og ringe rådgivning til atleter.

Når hun rejser rundt på touren, har hun ikke penge til trænere eller et hold - og må både tænke på billige flybilletter, og om hun som algerier kan få visa.

- I et land som mit er det ikke let for en kvinde at være topatlet, siger hun.

Thiem har endnu ikke svaret.

Hans udtalelser i april om en plan for støtte til lavere rangerede spillere, som havde mistet deres indtægt fra turneringer under coronakrisen, vakte bred opsigt i tennisverdenen.

- Ingen af dem kommer til at sulte, sagde Thiem til en østrigsk avis og forklarede, at "mange af spillerne" ikke havde nået toppen, fordi de "ikke satte sporten over alt andet".

- Jeg kan virkelig ikke se, hvorfor jeg skulle give de spillere penge, sagde han.

- Jeg vil hellere give mine penge til mennesker eller organisationer, som virkelig har brug for det.

Andre topspillere som Rafael Nadal, Roger Federer og Novak Djokovic havde ellers bakket op om planen.

Unge Ibbous opråb har fået flere spillere til tasterne med opbakning.

- Du er min helt, skriver den syvdobbelte grand slam-vinder Venus Williams til Ibbous opslag på Instagram.

Og australieren Nick Kyrgios, der allerede har kritiseret Thiem, skrev "Respekt" efterfulgt af en række smileyer og lovede støtte.

Algeriets præsident, Abdelmadjid Tebboune, skriver på Twitter, at "Algeriet ikke kan miste et sportstalent som Ines Ibbou".

/ritzau/AFP