Borna Coric slog Roger Federer uden at afgive en breakbold og møder Novak Djokovic i Shanghai Masters-finale.

Shanghai. Efter Novak Djokovic' suveræne sejr i semifinalen over Alexander Zverev var der lagt op til en drømmefinale i Masters 1000-turneringen Shanghai Masters mod Roger Federer, men schweizeren formåede ikke selv at avancere lørdag.

Med en sejr ville Federer bane vejen til karrierens 47. møde med Djokovic, men Federer tabte sin semifinale med cifrene 4-6, 4-6 til den 21-årige kroat Borna Coric.

Det var anden gang i træk, at Coric slog Federer, da han også vandt i Halle-finalen i optakten til Wimbledon denne sommer.

Den unge kroat spillede en blændende kamp, og Federer spillede sig ikke til en eneste breakbold undervejs.

Selv fik Coric en drømmestart. Han spillede sig til tre breakbolde i første parti og udnyttede den til tredje til at bryde til 1-0.

Derfra sørgede Coric blot for at holde serv. Ikke en eneste gang var han i vanskeligheder i egen serv, og efter bare 35 minutter servede han første sæt rent hjem.

Historien gentog sig i andet sæt. Coric brød Federers serv til 1-0 og levnede ikke Federer en chance for at bryde tilbage.

Coric kunne serve kampen hjem ved 5-4 og udnyttede den første matchbold med et fremragende passérslag efter en flot duel.

Søndag skal Coric, der er nummer 19 i verden, så prøve kræfter med verdensranglistens nummer tre, Novak Djokovic.

/ritzau/