En skiferie er endt særdeles uheldigt for Caroline Wozniacki.

For den danske verdensstjerne har nemlig brækket tommelfingeren, og dermed bliver det nok ikke til mere ski lige foreløbig.

Det fortæller den 30-årige dansker i et opslag på sin Twitter-profil, hvor hun har delt billeder af den brækkede finger.

'En brækket tommelfinger var ikke en del af planen. Nuværende humør,' skriver den tidligere tennisspiller i opslaget, hvor hun ser noget nedtrykt ud over situationen.

Caroline Wozniacki har ligeledes delt et røntgenbillede af fingeren, der viser det markante brud.

Opmærksomme Twitter-brugere har de seneste dage kunnet se, at danskeren i øjeblikket er på skiferie med sin mand, 37-årige David Lee.

For i slutningen af sidste uge delte tennisstjernen nemlig et billede af ægteparret i sneen.

'To store børn med en lille én på vej,' står der i opslaget, der refererer til den lykkelige nyhed, som Wozniacki kunne fortælle sine mange fans i sidste måned.

Her afslørede hun nemlig, at hun er gravid, og dermed skal hun og David Lee til sommer være forældre for første gang.

'Kan ikke vente med at møde vores lille pige til juni,' skrev den danske stjerne i et opslag på Instagram.

Den historie kan du læse meget mere om HER.