Fantastisk finale! Fantastiske Wozniacki!

Verdens allerstørste medier falder i staver over den kamp og den måde, som Caroline Wozniacki sikrede sig sin første Grand Slam-titel i karrieren på i en maraton-dyst, der varede to timer og 49 minutter, og som bød på fantastisk meget flot tennisspil.

Se øjeblikket, da Caroline Wozniacki vinder Australian Open øverst i artiklen!

Britiske Daily Mail skriver, at det var en 'episk finale', og Sunday Express bemærker, hvordan Caroline Wozniacki i rørende scener brød ud i tårer. BBC har det i minutterne efter sejren som sin tophistorie, at Wozniacki har vundet sin første Grand Slam i karrieren.

Jo, det er bestemt ikke gået ubemærket hen, at Caroline Wozniacki endelig vandt en Grand Slam - noget, som kritikerne meget længe har haft på hende. At Wozniacki liiiige manglede en Grand Slam-titel. Den har hun nu fået!

Caroline Wozniacki i øjeblikket efter, at hun vandt Australian Open.
Caroline Wozniacki i øjeblikket efter, at hun vandt Australian Open. Foto: EDGAR SU
Vis mere

Også svenske Expressen kører det som tophistorie, at Wozniacki har vundet i et 'stort drama', og norske TV 2 skriver, at Caroline Wozniacki 'brød barrieren efter en maraton-thriller'.

Med resultatet overtager Caroline Wozniacki samtidig tronen som verdens bedste kvindelige tennisspiller. Igen. Det er en position, som Wozniacki har været i før, og nu er hun så tilbage.

De udenlandske medier jubler over finalen mellem Caroline Wozniacki og Simona Halep.
De udenlandske medier jubler over finalen mellem Caroline Wozniacki og Simona Halep. Foto: SAEED KHAN
Vis mere

Kampen mod Simona Halep udviklede sig til at være et kæmpe drama. Danskeren vandt første sæt efter tiebreak, tabte så andet sæt med 3-6, og slog tilbage i tredje sæt med 6-4. Det var nervepirrende hele vejen, men Caroline Wozniacki storspillede til sidst og endte som sejrkvinden.