Alexander Zverev overraskede Novak Djokovic og sikrede sin første triumf på gruset i Rom.

Det lykkedes ikke for tennisspilleren Novak Djokovic at vinde ATP-turneringen på grus i Rom for femte gang i karrieren.

Søndag blev serberen, der mandag fylder 30 år, overraskende besejret i finalen af Alexander Zverev, der er nummer 17 på verdensranglisten.

Den 20-årige tysker vandt 6-4, 6-3 i de to spilleres første indbyrdes kamp.

Novak Djokovic måtte ellers regnes som favorit, ikke mindst efter at han vandt hele 6-1, 6-0 over østrigeren Dominic Thiem i semifinalen.

Thiem sendte i kvartfinalen gruskongen Rafael Nadal ud.

Alexander Zverev brød imidlertid Novak Djokovic' serv i kampens første parti, og tyskeren holdt derefter serv i resten af sættet.

I andet sæt lavede Alexander Zverev servegennembrud til både 2-1 og 6-3, og han sikrede dermed titlen i Rom.

Novak Djokovic har med nederlaget både vundet og tabt finalen i Rom fire gange.

/ritzau/